A klagede over Sundhedsministeriets afgørelse af 8. oktober 1993 vedrørende Patientklagenævnets afslag på A's anmodning om aktindsigt i forskningsøjemed i sager om patienters klager over at have deltaget i forsøg.
De faktiske omstændigheder i sagen var følgende:
I brev af 4. marts 1993 anmodede A Patientklagenævnet om at få oplyst, hvor mange sager nævnet havde antaget til realitetsbehandling, opgjort separat for hvert af årene 1989, 1990, 1991 og 1992, hvor patienter havde klaget over forhold, hvor de havde deltaget i lægevidenskabelige forsøg. A anmodede samtidig om at få aktindsigt i disse sager i forskningsøjemed. Patientklagenævnet svarede på A's henvendelse i brev af 10. marts 1993. Nævnet oplyste følgende:
"...
Nævnet har i 1988 afgjort 3 sager og i 1990 2 sager hvor ovenstående spørgsmål har været en del af klagetemaet.
Hvad angår Deres anmodning om aktindsigt i sagerne kan oplyses, at Patientklagenævnet ikke på det foreliggende grundlag kan tage stilling til Deres anmodning om aktindsigt til brug i forskningsøjemed."
A modtog ikke brevet af 10. marts 1993 og rykkede derfor Patientklagenævnet for svar ved brev af 14. juni 1993. Ved brev af 2. juli 1993 sendte nævnet kopi af brevet af 10. marts 1993 til A.
A klagede til Sundhedsministeriet i brev af 14. juli 1993. A anførte, at Patientklagenævnet havde begrundet afslaget på aktindsigt med, at nævnet på det foreliggende grundlag ikke kunne tage stilling til hans anmodning om aktindsigt, uden at nævnet specificerede, hvilke oplysninger nævnet i givet fald måtte ønske sig.
I forbindelse med ministeriets behandling af sagen modtog ministeriet udtalelse af 31. august 1993 fra Patientklagenævnet. Patientklagenævnet anførte, at det var nævnets opfattelse, at sagerne dels ikke var tilstrækkeligt identificeret, dels vedrørte oplysninger om enkeltpersoners private forhold, hvorfor de var undtaget fra den almindelige adgang til aktindsigt. Nævnet oplyste endvidere, at det ikke havde fundet, at A med sine sparsomme oplysninger havde givet nævnet mulighed for at vurdere, hvorvidt der var tale om et forskningsprojekt, der på trods af bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, ville kunne berettige til at give aktindsigt, jf. bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., vedrørende meroffentlighed.
Med brev af 2. september 1993 sendte Sundhedsministeriet kopi af nævnets udtalelse til A. I brev af 15. september 1993 til ministeriet oplyste A at hans synspunkter var uændret.
Sundhedsministeriet traf afgørelse i sagen den 8. oktober 1993. Ministeriet fandt - som sagen forelå oplyst - ikke grundlag for at kritisere, at Patientklagenævnet havde afslået at give aktindsigt i konkrete patientklagesager.
I klagen til mig henviste A særligt til, at Patientklagenævnet ikke havde oplyst, hvilke oplysninger det i givet fald måtte ønske sig. I den forbindelse anførte A følgende:
"Sundhedsministeren, har uden at konkretisere sit svar netop om dette aspekt, - dvs., at der træffes en forvaltningsmæssig afgørelse, som sker på et ufuldstændigt grundlag, fordi forvaltningen har udvist manglende vilje for at søge sagen belyst, - ikke fundet anledning til kritik af Patientklagenævnets sagsbehandling eller dets afgørelse.
Dette har mere end undret mig, og viser efter min opfattelse en embedsførelse, som synes præget af forsøg på manipulering med offentlighedsloven og forsøg på ansvarsforflygtigelse.
På denne baggrund anmoder jeg Dem om at tage stilling til, hvorvidt Sundhedsvæsenets Patientklagenævns sagsbehandling og afgørelse er sagligt begrundet."
Patientklagenævnet udtalte i brev af 9. december 1993, at A ikke med sine oplysninger havde gjort det muligt for Patientklagenævnet at vurdere, om det forskningsprojekt, hvortil A skulle anvende materialet, ville kunne berettige til at give aktindsigt trods bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. Patientklagenævnet henholdt sig således til sin udtalelse af 31. august 1993 til Sundhedsministeriet.
I brev af 17. december 1993 henholdt Sundhedsministeriet sig til Patientklagenævnets udtalelse. Herudover anførte ministeriet følgende:
"... at der ikke i lovgivningen er fastsat almindelige regler om forskeres adgang til offentlige myndigheders fortrolige dokumenter. Afgørelsen af, om der bør gives forskere adgang til sagsmateriale må derfor afgøres på baggrund af et skøn, hvori bl.a. indgår forskningsprojektets karakter, om der er tale om et privat eller offentligt forskningsprojekt, om materialet er undergivet tavshedspligt som følge af offentligretlige interesser eller hensynet til enkeltpersoners privatliv, samt hvilket administrativt merarbejde aktindsigten vil påføre myndigheden. I skønnet kan også indgå, om der fra andre offentlige myndigheder, herunder forskningsrådene er ydet støtte til eller i øvrigt givet en godkendelse af projektet. Drejer det sig om lægelige oplysninger til brug for lægevidenskabelig forskning, vil det som regel også være påkrævet, at projektet er godkendt af en videnskabelig komité.
Som sagen foreligger oplyst er Sundhedsministeriet enig med Patientklagenævnet i, at de oplysninger, som (A) har givet om sit forskningsprojekt, er for sparsomme til, at det er muligt at vurdere, om der er tale om et forskningsprojekt, der på trods af bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, ville kunne berettige til at give aktindsigt i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., vedrørende meroffentlighed.
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:
"Både De og myndighederne har under sagen lagt til grund, at de sager, som De ønsker aktindsigt i, indeholder oplysninger om enkeltpersoners private forhold, som er undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, om Patientklagenævnet kan give Dem aktindsigt i sagerne efter "meroffentlighedsprincippet", jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. Reglerne om tavshedspligt vil normalt være til hinder for, at der gives aktindsigt i Patientklagenævnets sager efter meroffentlighedsprincippet, jf. navnlig tavshedspligtsbestemmelsen i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, om enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige forhold. Efter forvaltningslovens § 27, stk. 3, kan der pålægges en person uden for den offentlige forvaltning tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Det er i forarbejderne til denne bestemmelse forudsat, at den kan anvendes til at pålægge forskere, der ikke er ansat i det offentlige, tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, de måtte få udleveret i forbindelse med gennemførelsen af forskningsprojekter.
Deres anmodning om aktindsigt vedrører således et spørgsmål om meroffentlighed, der samtidig forudsætter, at De pålægges tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3.
Om Sundhedsministeriets kompetence til at behandle sagen skal jeg bemærke følgende:
Efter offentlighedslovens § 15, stk. 2, kan afgørelser om aktindsigtspørgsmål påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører.
Efter § 13, stk. 2, nr. 2, i lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. med senere ændringer kan Patientklagenævnets afgørelser ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Da Deres anmodning om aktindsigt vedrørte sager afgjort af Patientklagenævnet, følger det af offentlighedslovens § 15, stk. 2, at klager over aktindsigtspørgsmål vedrørende disse sager ikke kan indbringes for Sundhedsministeriets departement. Det er således klart, at ministeriet ikke har pligt til at behandle sådanne klager.
Der kan videre rejses det spørgsmål, om ministeriet på grundlag af ulovbestemte tilsynsbeføjelser har ret til at behandle klager over Patientklagenævnets afgørelser vedrørende aktindsigtspørgsmål. Det fremgår af loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse, at nævnet i sin virksomhed er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. lovens § 13, stk. 1.
På den baggrund er det min opfattelse, at Sundhedsministeriet heller ikke har ret til at behandle klager over Patientklagenævnets afgørelser om aktindsigt.
Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.
Om Patientklagenævnets brev af 10. marts 1993 skal jeg bemærke følgende:
Brevet indeholder dels svar på Deres spørgsmål om antallet af sager, som nævnet har antaget til realitetsbehandling, opgjort separat for hvert af årene 1989, 1990, 1991 og 1992, hvor patienter har klaget over forhold, hvor de har deltaget i lægevidenskabelige forsøg, dels svar på Deres anmodning om aktindsigt i sagerne.
Det fremgår af svaret, at nævnet var i stand til at identificere de omhandlede sager, 3 sager fra 1988 og 2 sager fra 1990. Herefter må jeg stille mig uforstående over for nævnets bemærkning i udtalelsen af 31. august 1993, hvorefter sagerne ikke var "tilstrækkeligt identificeret". Når nævnet faktisk havde identificeret de omtalte sager, kunne nævnet ikke afslå aktindsigt under henvisning til, at begæringen om aktindsigt ikke præcist angav de sager, som der ønskedes aktindsigt i, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 3.
Med hensyn til Deres anmodning om aktindsigt i sagerne bemærkede Patientklagenævnet alene, at nævnet ikke på det foreliggende grundlag kunne tage stilling til anmodningen. Det fremgår ikke af svaret, hvorvidt nævnet meddelte afslag på det foreliggende grundlag eller om nævnet undlod at tage stilling.
Efter min opfattelse burde nævnet i svaret klart have angivet, hvorvidt der var tale om et afslag på det foreliggende grundlag. I givet fald burde nævnet have begrundet afslaget i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24, jf. § 22. Hvis der var tale om, at nævnet ikke så sig i stand til at tage stilling på det foreliggende grundlag, burde nævnet klart have anført det og samtidig meddelt Dem, hvilke yderligere oplysninger nævnet skulle have fra Dem for at kunne træffe afgørelse, jf. Kaj Larsen m.fl. Forvaltningsret (1994), s. 317.
Da nævnet eller ministeriet heller ikke under det senere sagsforløb har henvendt sig til Dem om spørgsmålet, har jeg samtidig hermed gjort Patientklagenævnet bekendt med min opfattelse og henstillet, at nævnet genoptager sagen og meddeler Dem en endelig afgørelse vedrørende Deres anmodning om aktindsigt.
Jeg har anmodet nævnet om at holde mig underrettet om, hvad der videre sker i sagen.
..."
I brev af 18. oktober 1994 anmodede Patientklagenævnet A om at indsende en nærmere beskrivelse af det forskningsprojekt, som A ønskede, at oplysningerne skulle benyttes til. Patientklagenævnet angav tillige en nærmere specifikation af, hvilke oplysninger nævnet ønskede til brug for sin stillingtagen til A's anmodning om aktindsigt.
Jeg meddelte Patientklagenævnet, at jeg tog det oplyste til efterretning og herefter ikke foretog mig mere i sagen.