A, der var musiklærer, klagede over at Landsskatteretten (LSR) afslog at godkende et fradrag efter statsskattelovens § 6 a og ligningslovens § 9 for indkomståret 1987 og 1988 for udgifter til et musikøvelokale i eget hjem. LSR henviste i sit afslag til at musikøvelokalet ikke kunne anses for et særskilt arbejdsværelse, hvilket efter administrativ praksis udelukkede fradraget.
A gjorde gældende at musikøvelokalet var uanvendeligt til almindelige boligformål, og at lokalet var en afgørende forudsætning for udøvelsen af hans erhverv, hvilket A's arbejdsgivere havde bekræftet. A henviste endvidere til en af LSR tidligere afsagt kendelse i en lignende sag.
Ombudsmanden udtalte at praksis i ligningsvejledningen af 1993 var meget restriktiv, særligt vedrørende fradrag for udgifter til opretholdelse af arbejdsværelse i eget hjem, og at skærpelsen af den administrative praksis var sket i ligningsvejledningen af 1988. Denne skærpelse kunne således efter forvaltningsretlige grundsætninger først have virkning efter offentliggørelsen i 1989 hvorfor den tidligere mindre restriktive praksis måtte finde anvendelse i A's sag.
Efter de foreliggende faktiske oplysninger fandt ombudsmanden det således tvivlsomt om LSR's kendelse var i overensstemmelse med den i 1987/1988 offentliggjorte praksis. Den af A anførte kendelse havde tillige en vis præjudikatskabende værdi.
Ombudsmanden henstillede at LSR på ny overvejede kendelsen, eventuelt efter indhentelse af yderligere faktiske oplysninger. (J. nr. 1993-2291-210).