To journalister fik i 2014 afslag på aktindsigt i en borgmesters telefonregning fra efteråret 2011 – en specificeret telefonregning på 54 sider, som indeholdt oplysninger om både borgmesterens private og tjenstlige opkald (de sidste to cifre i numrene var skjult af teleselskabet), sms-beskeder og dataforbrug.
Kommunen henviste til, at oplysningerne om borgmesterens private brug af telefonen var omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 1, om beskyttelse af privatlivets fred. Da hverken kommunen eller borgmesteren kunne adskille oplysningerne om den private brug af telefonen fra oplysningerne om den tjenstlige brug, afslog kommunen at give aktindsigt i den samlede telefonregning med henvisning til generalklausulen i offentlighedslovens § 33, nr. 5.
Statsforvaltningen, Tilsynet, godkendte kommunens afslag på aktindsigt, og de to journalister henvendte sig derefter til ombudsmanden.
Ombudsmanden var enig i, at oplysningerne om borgmesterens private brug af telefonen var omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 1, og derfor ikke skulle udleveres. Oplysningerne om den tjenstlige brug skulle derimod som udgangspunkt udleveres.
Ombudsmanden udtalte, at det er myndighedens ansvar at oplyse en aktindsigtssag på en sådan måde, at det er muligt at adskille oplysninger, der ikke skal udleveres, fra oplysninger, der skal.
Ombudsmanden fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at hverken kommunen eller borgmesteren kunne adskille oplysningerne. Han lagde bl.a. vægt på den tid, der var gået siden de pågældende telefonsamtaler mv. (mere end fire år).
Der blev under sagen rejst spørgsmål om, hvorvidt persondatalovens § 13 har betydning for aktindsigt i telefonregninger for offentligt ansatte m.fl., der bruger en arbejdsgiverbetalt telefon. Grundet sagens konkrete omstændigheder fandt ombudsmanden ikke anledning til at undersøge dette spørgsmål nærmere.
(Sag nr. 15/03197)