En journalist klagede til ombudsmanden over, at Finansministeriet med henvisning til § 23, stk. 1, nr. 1, og § 24, stk. 1, i offentlighedsloven havde afslået aktindsigt i de implementeringsplaner, som de enkelte ministerier var blevet bedt om at sende til Finansministeriet i forbindelse med regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at Finansministeriet havde undtaget implementeringsplanerne, fordi der var tale om dels interne dokumenter (§ 23, stk. 1, nr. 1), dels ministerbetjeningsdokumenter (§ 24, stk. 1).
Ombudsmanden fandt dog, at implementeringsplanerne, der overvejende bestod af standardiserede skemaer udsendt af Finansministeriet og udfyldt af de enkelte ministerier, indeholdt oplysninger, der var ekstraheringspligtige efter offentlighedslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., om oplysninger om en sags faktiske grundlag, i videre omfang end Finansministeriet var kommet frem til.
Under skemaernes hovedpunkter (om fakta, overordnet tidsplan, økonomi, kvalitetsmål og kontaktperson) var opstillet forskellige spørgsmål, som skulle besvares af ministerierne for hver af de institutioner, der var berørt af udflytningen. Svarene bestod dels af en gengivelse af noget rent faktuelt eller noget, som allerede var sket eller besluttet, dels af fremadrettede vurderinger, f.eks. hvad udgifterne til udflytningen forventedes at blive.
Ombudsmanden fandt, at de oplysninger, som var egentlige faktuelle oplysninger eller oplysninger om noget, som allerede var sket eller besluttet, som udgangspunkt måtte anses for ekstraheringspligtige. Det modsatte var udgangspunktet for de oplysninger, der byggede på fremadrettede vurderinger, f.eks. hvad udgifterne til udflytningen måtte antages at blive.
Ombudsmanden henstillede herefter til Finansministeriet at genoptage sagen og igen gennemgå, om der var flere ekstraheringspligtige oplysninger i sagen. Ombudsmanden bad ministeriet om at vurdere, om der kunne gives yderligere (mer)aktindsigt, fordi nogle af de oplysninger, som indgik i implementeringsplanerne, efterfølgende var blevet offentligt tilgængelige.
Finansministeriet genoptog sagen og meddelte aktindsigt i yderligere oplysninger.
(Sag nr. 16/00327)