I 2012 udtalte ombudsmanden, at når de digitale selvbetjeningssystemer minSU og ungdomskort.dk ikke gav uddannelsessøgende mulighed for at benytte deres ret efter forvaltningslovens § 8 til at lade sig repræsentere af andre, skulle det være muligt at bruge en ikke-digital fuldmagtsløsning i stedet. Desuden havde de ansvarlige myndigheder – i dag Uddannelses- og Forskningsministeriet og Styrelsen for Videregående Uddannelser – pligt til at vejlede om denne mulighed. Ombudsmanden bad derfor myndighederne oplyse, hvilken vejledning de gav.[1]
I de følgende år sendte myndighederne flere orienteringer til ombudsmanden. Det viste sig, at det ikke var muligt at tilbyde en ikke-digital løsning i systemet ungdomskort.dk, og at den ikke-digitale løsning i systemet minSU ikke levede op til forvaltningslovens § 8, fordi digitale meddelelser til uddannelsessøgende ikke kunne omdirigeres til partsrepræsentantens digitale postkasse.
I foråret 2015 orienterede myndighederne ombudsmanden om, at der var etableret en digital fuldmagtsløsning i de to selvbetjeningssystemer. Under et møde med ombudsmanden i efteråret 2015 oplyste myndighederne desuden, at en kommende ændring i den digitale fuldmagtsløsning ville gøre det muligt at sende meddelelser til partsrepræsentantens digitale postkasse. Da ombudsmanden måtte forstå, at myndighederne ville give mulighed for ikke-digital partsrepræsentation i tilfælde, hvor uddannelsessøgende ønskede en mere ”skræddersyet” fuldmagt end de to fuldmagtstyper, som den digitale fuldmagtsløsning i systemet minSU gav mulighed for, meddelte ombudsmanden myndighederne, at han ikke foretog sig mere i sagen.
Ombudsmanden kritiserede dog det langvarige forløb, og at det tilsyneladende havde voldt myndighederne store vanskeligheder at nå til en forsvarlig afklaring af muligheden for partsrepræsentation i minSU. Han kritiserede også, at det først blev muligt at benytte partsrepræsentant ved ansøgning om befordringsrabat, flere år efter at systemet ungdomskort.dk blev taget i brug.
(Sag nr. 15/02183)