En journalist klagede til ombudsmanden over, at Justitsministeriet havde afslået at behandle hans aktindsigtsanmodning i dens helhed i medfør af den såkaldte ressourcebestemmelse i offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1.
Journalisten havde bedt Justitsministeriet om aktindsigt i nogle terroranalysevurderinger for en treårig periode. Ministeriet mente, at det ville tage over 60 timer at behandle anmodningen, og at dette var et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.
Sagen rejste for det første et principielt spørgsmål om, hvorvidt offentlighedslovens ressourcebestemmelse overhovedet kan bruges over for journalister, der i almindelighed antages at have en særlig interesse i aktindsigt. Efter ombudsmandens opfattelse kan dette ikke være generelt udelukket.
Men hvis man skal anvende offentlighedslovens ressourcebestemmelse over for journalister, må det efter ombudsmandens opfattelse i hvert fald kræve et ressourceforbrug, der er væsentligt større end de ca. 25 timer, som ifølge forarbejderne til bestemmelsen er grænsen over for den, der ikke har en særlig interesse.
Da Justitsministeriet havde skønnet et tidsforbrug på over 60 timer, var denne betingelse umiddelbart opfyldt. Ombudsmanden havde i øvrigt ikke grund til at tvivle på ministeriets udregning af tidsforbruget. Men ombudsmanden lagde også vægt på andre omstændigheder i sagen, herunder at ministeriet ville tage stilling til dele af anmodningen og undersøge, om journalisten kunne få aktindsigt i nogle udvalgte terroranalysevurderinger, som journalisten havde oplyst, at han var særligt interesseret i.
Ombudsmanden havde efter en konkret og samlet vurdering ikke grundlag for at kritisere Justitsministeriets afslag på at behandle journalistens aktindsigtsanmodning.
Offentlig omtale af ombudsmandens udtalelse gav anledning til at præcisere, at et forventet tidsforbrug til pressehåndtering efter ombudsmandens opfattelse ikke kan medregnes, når en myndighed opgør det forventede ressourceforbrug i forbindelse med behandlingen af en aktindsigtsanmodning, hvilket Justitsministeriet erklærede sig enig i.
(Sag nr. 16/00774)