En tjenestemandsansat politimand fik i forbindelse med en lederreform ved politiet valget mellem at lade sig afskedige med tre års rådighedsløn eller fortsætte i tjenesten i en ikke-passende stilling.
Politimanden accepterede den ikke-passende stilling, men fortrød dagen efter. Rigspolitiet mente ikke, at politimanden kunne fortryde.
Moderniseringsstyrelsen, som var blevet inddraget under sagen, mente, at politimandens tilbagekaldelse af accepten skulle vurderes efter en lempelig praksis, som Højesteret havde, vedrørende en ansats adgang til at tilbagekalde en opsigelse, jf. aftalelovens § 39, 2. pkt., eller principperne heri.
Ombudsmanden mente, at mest talte for at lægge Moderniseringsstyrelsens retsopfattelse til grund. Sådan som sagen var oplyst, mente ombudsmanden desuden, at politimanden opfyldte kriterierne i Højesterets praksis for at kunne tilbagekalde sin accept. Politimanden havde fortrudt sin accept inden for kort tid, og inden den havde virket bestemmende på Rigspolitiets handlemåde. Der var heller ikke oplyst om forhold, hvorefter tilbagekaldelsen måtte anses for at være til væsentlig ulempe for Rigspolitiet.
Spørgsmålet var imidlertid ikke utvivlsomt, og da Moderniseringsstyrelsens generelle retsopfattelse ikke havde været forelagt domstolene, henstillede ombudsmanden til Civilstyrelsen, at politimanden fik meddelt fri proces til at få sagen prøvet ved domstolene.
Efter at ombudsmanden havde udtalt sig om sagen, meddelte Civilstyrelsen politimanden fri proces.
(Sag nr. 15/03663)