En journalist klagede over, at Udenrigsministeriet havde givet delvist afslag på aktindsigt i materiale, som ministeriets Folkeretskontor havde udarbejdet om det juridiske grundlag for Irak-krigen. Ministeriet undtog en række dokumenter og oplysninger fra aktindsigt, fordi de var interne. Flere af de interne dokumenter udgjorde også materiale til underretning af Det Udenrigspolitiske Nævn. Ministeriet mente, materialet var omfattet af tavshedspligten i § 4 i lov om Det Udenrigspolitiske Nævn – derfor blev det også undtaget efter offentlighedslovens § 35.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at Udenrigsministeriet havde undtaget dokumenter og oplysninger fra aktindsigt efter offentlighedslovens §§ 23, 24 og 35. Ombudsmanden anførte, at drøftelser i Udenrigspolitisk Nævn i praksis er undergivet tavshedspligt, medmindre det udtrykkeligt aftales, hvad medlemmerne kan sige til offentligheden, selv om tavshedspligten efter ordlyden af bestemmelsen i § 4 i lov om Det Udenrigspolitiske Nævn kun gælder i det omfang, en minister eller nævnsformanden beslutter det.
Ombudsmanden mente dog, at nogle af de undtagne dokumenter indeholdt enkelte ekstraheringspligtige oplysninger ud over dem, som journalisten havde fået udleveret.
Ombudsmanden var enig med Udenrigsministeriet i, at andre akter også indeholdt ekstraheringspligtige oplysninger, men at de enten var indeholdt i andre dokumenter, som journalisten fik udleveret, eller fremgik af et beslutningsforslag, som var offentligt tilgængeligt på Folketingets hjemmeside. Ombudsmanden var derfor også enig med ministeriet i, at oplysningerne ikke var omfattet af retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 28, stk. 2, nr. 2 og 3.
Det var dog ombudsmandens opfattelse, at ministeriet burde have angivet, hvor de offentligt tilgængelige oplysninger omfattet af § 28, stk. 2, nr. 3, kunne findes, og at henvisningen skulle være så præcis, at journalisten kunne se, hvilke af de konkrete oplysninger ministeriet havde undladt at ekstrahere.
(Sag nr. 15/04419)