FOB 2016-45

Sager om aktindsigt skal også behandles hurtigt i ferieperioder

15-11-2016

 

 

En borger klagede til ombudsmanden over, at Transport- og Bygningsministeriet havde udsat behandlingen af hans anmodning om aktindsigt på grund af sommerferie.  

Det fremgik, at borgeren havde anmodet om aktindsigt den 5. juli 2016, og at ministeriet den 6. juli 2016 kvitterede for modtagelsen og oplyste, at ministeriet ikke forventede at kunne besvare anmodningen inden for hverken 1-2 arbejdsdage eller 7 arbejdsdage. Årsagen hertil var, at det var sommerferieperiode, hvilket medførte, at flere af departementets medarbejdere, som var nødvendige for behandlingen af sagen, var fraværende. Ministeriet forventede at kunne afslutte behandlingen af sagen senest den 19. august 2016.     

Det var ombudsmandens opfattelse, at afholdelse af sommerferie hos de relevante sagsbehandlere ikke i sig selv kunne bevirke, at de frister, der er opstillet for færdigbehandlingen af en aktindsigtsanmodning i offentlighedslovens § 36, stk. 2, og forarbejderne hertil, kunne udsættes.  

Myndigheder kunne således ikke ”lukke ned” for behandlingen af visse aktindsigtsanmodninger, men måtte have et beredskab i ferien, der i udgangspunktet gjorde det muligt at behandle sagerne inden for de frister, der er opstillet i loven og forarbejderne.  

(Sag nr. 16/03410)