FOB 2016-53

Aktindsigt i patientjournal blev afgjort efter tidligere gældende regler. Vejledning om aktindsigt var forældet

12-08-2016

 

 

Patientombuddet (senere Styrelsen for Patientsikkerhed) afslog at efterprøve en regions afgørelse om, at en kvinde af hensyn til sine pårørende alene kunne få delvis aktindsigt i sin egen patientjournal fra 1959. Patientombuddet – og senere styrelsen – mente ikke, at der efter sundhedsloven var ret til aktindsigt i patientjournaler, der var ældre end 1. januar 1987. 

Myndighederne havde imidlertid overset, at en overgangsbestemmelse, som begrænsede aktindsigt i ældre patientjournaler, var blevet ophævet i 2007, og ombudsmanden fandt det derfor uheldigt, at styrelsen havde behandlet kvindens klage efter en regel, der ikke gjaldt længere. 

Ombudsmanden kritiserede også Sundheds- og Ældreministeriet for ikke at have opdateret vejledning om aktindsigt mv. i helbredsoplysninger. 

Endelig udtalte ombudsmanden, at han ikke var enig med ministeriet i, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke havde kompetence til at efterprøve, om regionen i forbindelse med sin behandling af kvindens aktindsigtsanmodninger havde handlet i overensstemmelse med forvaltningsloven. 

(Sag nr. 16/00048)