Et færgerederi ville søge økonomisk støtte efter CEF-forordningen (Connecting Europe-faciliteten, som har til formål at støtte udviklingen af den transeuropæiske infrastruktur). Støtten skulle gå til tekniske undersøgelser med henblik på udvikling af havneinfrastrukturen i Rødby Færgehavn til udledningsfri færgefart over Femern Bælt.
Tilslutning fra den berørte medlemsstat var en betingelse for, at EU-Kommissionen kunne tage stilling til ansøgningen, og Transportministeriet afslog at tilslutte sig ansøgningen med den begrundelse, at ansøgningen stred mod regeringens transportpolitik, der ifølge ministeriet fulgte CEF-forordningens bilag I, hvor bl.a. den kommende faste forbindelse over Femern Bælt var angivet som et forhåndsudpeget projekt. Efter ministeriets opfattelse ville en væsentlig nyinvestering i færgedriften over Femern Bælt ikke være i overensstemmelse hermed.
Transportministeriets beslutning om ikke at støtte ansøgningen indebar, dels at den ikke ville blive realitetsbehandlet på EU-plan, dels at sagens behandling blev afsluttet på nationalt (dansk) plan. Beslutningen udgjorde på den baggrund en ensidig og endelig fastlæggelse af rederiets retsstilling efter CEF-forordningen og havde således efter ombudsmandens opfattelse karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
EU-retten fastlagde ikke, hvilke kriterier der skulle danne grundlag for vurderingen af en ansøgning. Spørgsmålet var derfor overladt til dansk ret. Ombudsmanden fandt ikke ud fra sagens dokumenter grundlag for at konkludere, at ministeriet som hævdet af rederiet havde forfulgt usaglige økonomiske hensyn til den faste forbindelse. Han fandt heller ikke i øvrigt fornødent grundlag for at kritisere, at ministeriet afslog at støtte rederiets ansøgning. Det var ganske vist vanskeligt at se, hvorledes opførelsen af Femern Bælt-forbindelsen kunne blive påvirket negativt af, at EU ydede støtte til, at rederiet omstillede færgedriften til grønnere energi. Imidlertid var sagen kendetegnet ved, at først Transportministeriet og dernæst EU’s CEF-Udvalg og EU-Kommissionen skulle beslutte, hvorledes en på forhånd afgrænset begrænset økonomisk sum skulle fordeles mellem en række projekter med henblik på bedst muligt at fremme det transeuropæiske net. I en sådan situation måtte Transportministeriet være berettiget til at vurdere ikke blot, om et projekt ville være skadeligt for de (saglige) transportpolitiske mål, regeringen søger fremmet, men også i hvilket omfang et projekt vil fremme saglige nationale transportpolitiske mål.
(Sag nr. 20/02262)