FOB 2021-29

Erstatningsnævnets ansvar for sagsbehandlingstiden, når nævnet har anmodet en anden myndighed om en udtalelse

11-01-2021

En borger fremsatte i juni 2017 et erstatningskrav efter offererstatningsloven over for Erstatningsnævnet. Nævnet anmodede i august 2019 Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en vejledende udtalelse vedrørende vurdering af borgerens méngrad og erhvervsevnetab.

Erstatningsnævnet havde i forbindelse med indhentelse af udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring over for borgeren beklaget, at sagen ikke havde været opprioriteret. Ombudsmanden undersøgte derfor kun Erstatningsnævnets sagsbehandlingstid fra august 2019 og frem.

Ombudsmanden fandt, at sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet i den periode var for lang. Selv om den lange sagsbehandlingstid i perioden skyldtes, at nævnet afventede en udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, var det stadig nævnets ansvar, at udtalelsen blev modtaget af nævnet på et sådant tidspunkt, at det var muligt at behandle sagen inden for rimelig tid.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at Erstatningsnævnet fra september 2019 til november 2020 ikke fulgte op på sagen over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det skyldtes, at perioden var inden for den vejledende sagsbehandlingstid på ca. 15 måneder, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring oprindeligt havde udmeldt.

Ombudsmanden fandt det imidlertid beklageligt, at Erstatningsnævnet herefter ikke tidligere end i marts 2021 af egen drift fulgte op på sagen over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Erstatningsnævnets efterfølgende opfølgning over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i april og maj 2021 gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Ombudsmanden henstillede til Erstatningsnævnet at fremskynde sagen mest muligt, når udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var modtaget i nævnet.

Ombudsmanden indledte samtidig en særskilt undersøgelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings sagsbehandlingstid i sagen.

(Sag nr. 21/01247)