En restaurationskæde klagede til ombudsmanden over, at en bestemmelse i en bekendtgørelse om en midlertidig kompensationsordning til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 var ulovhjemlet, bl.a. fordi den var baseret på en fejlagtig udmøntning og fortolkning af det såkaldte neutralitetsprincip. Efter bestemmelsen i bekendtgørelsen kunne en virksomhed ikke få udbetalt lønkompensation for ansatte i stillingskategorier, der var omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, hvori virksomheden var part.
Ombudsmanden iværksatte ikke en nærmere undersøgelse af sagen. Han anførte i den forbindelse bl.a., at han ikke havde grundlag for at tilsidesætte Erhvervsministeriets vurdering af, at der var hjemmel til at fastsætte en bestemmelse i bekendtgørelsen om begrænsninger i lønkompensation til virksomheder, der var part i en hovedkonflikt.
Bekendtgørelsen (og en senere bekendtgørelse om samme spørgsmål) blev udstedt i medfør af lov om erhvervsfremme samt bl.a. to aktstykker. Med det ene aktstykke blev der på forslag til lov om tillægsbevilling for 2020 optaget en tekstanmærkning, som bemyndigede erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om lønkompensation relateret til COVID-19 til virksomheder mv.
Ombudsmanden mente ikke, at forarbejderne til hjemmelsbestemmelsen i tekstanmærkningen og den kontekst, denne blev vedtaget i, havde indsnævret ministerens kompetence på en sådan måde, at erhvervsministeren var afskåret fra at fastsætte en bestemmelse om begrænsninger i lønkompensation.
(Sag nr. 21/03603)