Lemvig Kommune meddelte et husdyrbrug en miljøgodkendelse, som omfattede etablering af to nye stalde.
En række naboer til husdyrbruget stiftede sammen med andre borgere i omegnen en forening, der klagede over miljøgodkendelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet mente ikke, at foreningen var klageberettiget, og afviste derfor klagen. Nævnet henviste til, at foreningen ikke opfyldte betingelsen i husdyrbruglovens § 86, stk. 1, hvorefter lokale miljø- og naturbeskyttelsesforeninger kan klage over afgørelser, som foreningen har anmodet kommunen om at modtage underretning om.
Ombudsmanden var enig med Miljø- og Fødevareklagenævnet i, at foreningen ikke opfyldte betingelsen i § 86, stk. 1, idet foreningen først havde anmodet om underretning, da kommunen havde truffet sin afgørelse.
Efter Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis kunne beboer- og grundejerforeninger være klageberettigede, hvis mindst ét medlem var selvstændigt klageberettiget efter husdyrbruglovens § 84, stk. 1, nr. 3, om klageadgang for enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.
Ombudsmanden mente ikke, at foreningen kunne karakteriseres som en beboer- eller grundejerforening. Han lagde vægt på, at foreningen efter sine vedtægter havde til formål at bevare naturområder i nærheden af husdyrbruget og varetage hensyn til ”natur og miljø, naboer og brugere af skoven”. Endvidere lagde han vægt på, at medlemskab ifølge vedtægterne kunne tegnes af alle, der ville arbejde for formålet, og at ca. en tredjedel af foreningens medlemmer boede i nærheden af husdyrbruget, mens de øvrige medlemmer kom fra omkringliggende byer og landområder flere kilometer fra husdyrbruget.
Ombudsmanden kunne heller ikke kritisere, at nævnet afviste at anskue klagen, som om foreningen handlede som repræsentant for et eller flere klageberettigede medlemmer. Det skyldtes, at foreningens klage fremtrådte som indgivet på foreningens egne vegne og ikke på vegne af bestemte enkeltmedlemmer.
(Sag nr. 21/01277)