En diabetiker havde fået afslag på bevilling af glukosemålesystemet FreeStyle Libre som et hjælpemiddel efter servicelovens § 112.
Efter servicelovens § 112, stk. 1, nr. 3, kan et hjælpemiddel bevilges, hvis det ”er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv”. Ombudsmanden mente på baggrund af bl.a. bestemmelsens ordlyd ikke at have grundlag for at kritisere Ankestyrelsens praksis, hvorefter der ved vurderingen heraf ikke tages udgangspunkt i, om ansøgeren kan bevare sit aktuelle job, men om det er muligt for ansøgeren i det hele taget at være i job og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Ombudsmanden noterede sig i den forbindelse, at det forhold, at en ansøger ved afslag på et hjælpemiddel ikke længere vil være i stand til at varetage sit aktuelle arbejde, efter styrelsens praksis vil indgå i den samlede vurdering af ansøgerens livssituation efter lovens § 112, stk. 1, nr. 1 og 2.
Ombudsmanden tog også stilling til et spørgsmål vedrørende reglerne om frit leverandørvalg. Kommunen skal bevilge det ”bedste og billigste” hjælpemiddel. Reglerne om frit leverandørvalg giver borgeren mulighed for – mod egenbetaling af prisdifferencen – selv at indkøbe et dyrere produkt. Reglerne om frit leverandørvalg foreskriver til gengæld ikke, at kommunen i situationer, hvor borgeren ønsker et produkt, som ikke kan erhverves af privatpersoner, skal bevilge et dyrere produkt end det ”bedste og billigste” og afregne prisdifferencen (mellem det konkret bevilgede produkt og det produkt, som er ”bedst og billigst”) med borgeren. Ombudsmanden havde derfor ikke bemærkninger til Ankestyrelsens vurdering af, at spørgsmålet om et produkts tilgængelighed på det private marked (dvs., om produktet kan købes af private) ikke har betydning for vurderingen af, hvilket hjælpemiddel der konkret skal bevilges.
(Sag nr. 20/06024)