Et færgerederi klagede over, at Fonden Femern Belt Development havde afslået rederiets anmodning om aktindsigt med henvisning til, at fonden ikke var omfattet af offentlighedsloven. Rederiet klagede også over, at fonden angiveligt havde kontaktet tidligere medarbejdere i rederiet for at få adgang til forretningshemmeligheder.
Fonden, der i 2006 blev oprettet af Storstrøms Amt på et privatretligt grundlag, var hverken oprettet ved eller i henhold til lov. Spørgsmålet var derfor, om den var omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1, nr. 2, hvorefter offentlighedslovens regler om bl.a. aktindsigt finder anvendelse på al virksomhed, der udøves af ”selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v., der er oprettet på privatretligt grundlag, og som udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv offentlig regulering, intensivt offentligt tilsyn og intensiv offentlig kontrol”.
Ifølge vedtægterne havde fonden til formål bl.a. at udvikle og koordinere regionens interesser i forhold til infrastruktur og transport og at medvirke til udvikling af erhvervsliv og arbejdsmarked i Region Sjælland og Femern Bælt-regionen. En sådan blanding af erhvervsfremmeindsats og beskæftigelsesmæssig indsats var efter ombudsmandens opfattelse en traditionel offentlig virksomhed, og han vurderede på den baggrund, at fonden udøvede offentlig virksomhed af mere omfattende karakter.
Ud fra en samlet vurdering fandt ombudsmanden imidlertid ikke, at fonden var undergivet sådan offentlig regulering, tilsyn og kontrol, der gav grundlag for at konkludere, at den var omfattet af offentlighedslovens anvendelsesområde. Af de samme grunde var fonden heller ikke undergivet ombudsmandens kompetence, og han foretog sig derfor ikke mere i sagen.
(Sag nr. 21/02155)