Ombudsmanden gennemgik i en generel egen drift-undersøgelse 30 sager om værdifastsættelse af importerede brugte motorkøretøjer, der var behandlet af Motorstyrelsen i førsteinstans og et motorankenævn i anden instans. Undersøgelsen blev foretaget i medfør af ombudsmandslovens § 17, stk. 2, hvorefter ombudsmanden kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.
Undersøgelsen havde fokus på samspillet mellem Motorstyrelsen og motorankenævnene. Efter ombudsmandens opfattelse burde myndighederne arbejde for, at Motorstyrelsens værdifastsættelse blev mere retvisende i forhold til den praksis, der var anlagt ved ankenævnene, herunder ved at identificere årsager til, at omgørelsesprocenten i de afgørelser, der blev påklaget til et motorankenævn, var høj.
Et andet tema i undersøgelsen vedrørte partshøring. Ombudsmanden mente, at det var kritisabelt, at Motorstyrelsen ikke partshørte over bl.a. oplysningerne i de annoncer, der blev brugt til fastsættelsen af handelsprisen, og oplysningerne i det materiale, som blev indhentet til brug for fastsættelse af nyprisen.
Skatteministeriet oplyste, at der – foranlediget af ombudsmandens undersøgelse – ville blive fremsat et lovforslag om indførelse af en særlig procedure for partshøring i Motorstyrelsen, der skulle træde i stedet for partshøring efter forvaltningsloven.
Endelig undersøgte ombudsmanden, om myndighedernes begrundelser i de indhentede sager levede op til lovgivningens krav til begrundelser.
(Sag nr. 20/00710)