Som tema for sine tilsynsbesøg i 2020 på voksenområdet fokuserede ombudsmanden på dømte personer med udviklingshandicap. I den forbindelse undersøgte ombudsmanden, i hvilket omfang kommunerne skal føre et kriminalpræventivt tilsyn med dømte personer med udviklingshandicap efter retssikkerhedslovens § 16 a, og hvad pligten til at føre et kriminalpræventivt tilsyn nærmere indebærer.
Ombudsmanden kunne ikke tilsidesætte Social- og Ældreministeriets opfattelse af, at tilsynspligten efter bestemmelsen kun indtræder, når det er bestemt direkte ved dom eller kendelse mv., at en person skal undergives tilsyn af de sociale myndigheder. Ombudsmanden bemærkede, at dette i praksis indebærer, at tilsynspligten ikke omfatter personer, der er frihedsberøvede, fordi de er dømt til anbringelse i en institution.
Ombudsmanden havde heller ikke grundlag for at tilsidesætte Social- og Ældreministeriets opfattelse, hvorefter retssikkerhedslovens § 16 a ikke forpligter kommunerne til som led i tilsynet at iværksætte kriminalpræventive indsatser over for de personer, som er omfattet af denne bestemmelse.
Retssikkerhedslovens § 16 a afløste imidlertid en tilsynsbestemmelse, der også omfattede personer, som var dømt til anbringelse i en institution, og det var udtrykkeligt anført i forarbejderne til bestemmelsen, at den – bortset fra en særregel om personer, der efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse – videreførte den tidligere regel.
Dermed kunne forarbejderne efter ombudsmandens opfattelse give indtryk af, at tilsynspligten efter § 16 a på samme måde som efter den tidligere bestemmelse også omfattede personer, der er dømt til anbringelse i en institution.
Ombudsmanden fandt det på denne baggrund mest korrekt i medfør af ombudsmandslovens § 12 at orientere Social- og Ældreministeriet om sin vurdering af sagen. Ombudsmanden orienterede desuden Folketingets Retsudvalg og Folketingets Social- og Ældreudvalg herom.
(Sag nr. 20/04745)