En borger henvendte sig i foråret 2020 til Randers Kommune og spurgte, hvorfor hun ikke var blevet partshørt forud for vedtagelsen af en lokalplan i sommeren 2019, som gav mulighed for at opføre et solvarmeanlæg, herunder en flere meter høj akkumuleringstank, tæt på hendes ejendom. Kommunen oplyste i svaret til borgeren bl.a., at kommunen havde vurderet, at hun ikke var part i sagen om lokalplanen og derfor ikke skulle partshøres.
Borgeren klagede til Planklagenævnet, der afviste klagen, med henvisning til at klagen var indgivet efter klagefristens udløb. Det var nævnets opfattelse, at klagefristen på fire uger skulle regnes fra offentliggørelsen af lokalplanen i sommeren 2019. Nævnet henviste til planklagebekendtgørelsens § 2, stk. 2, 1. pkt., hvorefter klagefristen altid skal regnes fra bekendtgørelsen, hvis en afgørelse er offentligt bekendtgjort. Det var endvidere nævnets opfattelse, at bestemmelsen skulle forstås sådan, at klagefristen ikke – således som det ellers følger af almindelige forvaltningsretlige principper – suspenderes i forhold til en part eller andre med krav på særskilt underretning, der ikke har modtaget en sådan underretning.
Ombudsmanden indledte en undersøgelse på baggrund af en klage fra borgeren. Planklagenævnet genovervejede i den anledning sin praksis og fandt, at praksis burde ændres. Det var herefter nævnets opfattelse, at klagefristen ikke begynder at løbe i forhold til en part i sagen, før parten har modtaget afgørelsen, og at klagefristen tillige suspenderes, hvis klageren har haft krav på særskilt underretning, men ikke har fået det.
Planklagenævnet behandlede herefter sagen på ny og tog i den forbindelse stilling til, om borgeren skulle anses for part i sagen, og om hun havde krav på underretning efter planlovens §§ 26 og 31.
I lyset af dette afsluttede ombudsmanden sin behandling af sagen.
(Sag nr. 20/05560)