En journalist klagede til ombudsmanden over, at kriminalforsorgen med henvisning til straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 2, havde opstillet en række vilkår for et interview med en indsat syrienskriger.
Journalisten kunne besøge og interviewe den indsatte, men interviewet måtte hverken handle om den pådømte kriminalitet eller eventuelle verserende sager, og interviewet måtte ikke filmes.
Journalisten gjorde gældende, at vilkårene krænkede den indsattes ytringsfrihed, og at de forhindrede journalisten i at lave en dokumentarfilm, der ville have stor samfundsmæssig relevans.
Direktoratet for Kriminalforsorgen henviste bl.a. til, at vilkårene var nødvendige for at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at hensynet til retsfølelsen var indgået i direktoratets afvejning i sagen, og at direktoratet i den forbindelse havde lagt vægt på, dels at den indsatte afsonede en lang straf for meget grov kriminalitet, dels på forbrydelsens karakter.
Ombudsmanden fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere, at direktoratet havde lagt vægt på risikoen for, at den indsatte i en interviewsituation ville begå ny kriminalitet ved at forherlige en terrororganisation og terrorhandlinger eller fremsætte trusler.
Endelig fandt ombudsmanden ikke fornødent grundlag for at antage, at begrænsningerne udgjorde et uproportionalt indgreb i den indsattes ytringsfrihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
(Sag nr. 20/05009)