En kommune modtog en anonym anmeldelse om, at en kvinde, der modtog en række sociale ydelser som ”reelt enlig”, levede i et ægteskabslignende forhold. Som følge af anmeldelsen undersøgte kommunen kvindens forhold. I den forbindelse fik kommunen kvindens accept af, at kommunen indhentede en større mængde kontoudtog fra hendes bank for at undersøge hendes økonomiske forhold nærmere. Dette medførte, at banken opkrævede kvinden et gebyr på 500 kr.
Efter at have undersøgt kvindens forhold nærmere traf kommunen afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale ordinært og ekstra børnetilskud samt boligydelse for en periode. Senere traf kommunen også afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale for meget modtaget pension for samme periode. Det sociale nævn stadfæstede disse afgørelser. Som begrundelse for afgørelserne henviste myndighederne til, at de vurderede, at kvinden i den pågældende periode ikke havde været reelt enlig, og at hun havde modtaget for høje ydelser mod bedre vidende.
Ombudsmanden var enig i, at begrebet ”enlig” skulle forstås på samme måde i børnetilskudsloven og pensionsloven. Han fandt dog, at det var uheldigt, at afgørelserne gav indtryk af, at det var den samme vurdering, myndighederne skulle foretage for at fastslå, om tilbagebetalingsbetingelserne i børnetilskuds- og boligstøtteloven var opfyldt. Efter at have undersøgt sagen anså ombudsmanden det for en fejl, at kommunen ikke havde været opmærksom på overholdelsen af reglerne i tvangsindgrebslovens § 10, stk. 3. Derudover vurderede ombudsmanden, at kvinden ikke var blevet tilstrækkeligt vejledt i forbindelse med sagen. Endvidere havde ombudsmanden en række bemærkninger vedrørende enkelte af de konkrete forhold, som myndighederne havde lagt vægt på, herunder myndighedernes brug af den anonyme anmeldelse. Desuden mente ombudsmanden, at sagens forløb rejste berettiget tvivl om, hvorvidt kvinden havde modtaget de pågældende ydelser ”mod bedre vidende”. Endelig var det ombudsmandens opfattelse, at kommunen ikke havde tilstrækkelig hjemmel til at kræve, at bankgebyret skulle betales af kvinden.
(Sag nr. 12/00300)