En kvinde, der under sit arbejde som advokatsekretær havde været udsat for en arbejdsskade, klagede til ombudsmanden over, at myndighederne ikke havde truffet midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, da kvinden nogle år efter arbejdsskaden var blevet sygemeldt og kom i arbejdsprøvning på grund af en forværring af følgerne efter skaden.
Det fulgte af § 31, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven, at der kunne træffes midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, hvis den erhvervsmæssige situation efter arbejdsskaden ikke var afklaret. Det kunne bl.a. være tilfældet, hvis den tilskadekomne på grund af arbejdsskadens følger var i et afklaringsforløb, eksempelvis et omskolingsforløb eller en arbejdsprøvning.
Selv om Arbejdsskadestyrelsen i slutningen af 2007 selv havde besluttet at tage spørgsmålet om et eventuelt erhvervsevnetab op igen, og selv om kvinden løbende orienterede styrelsen om udviklingen i sin erhvervsmæssige situation, lå sagen stort set stille frem til juni 2010, hvor styrelsen traf afgørelse om, at kvinden ikke havde et varigt erhvervsevnetab. På det tidspunkt var kvinden igen i arbejde som advokatsekretær.
Efter ombudsmandens opfattelse burde Arbejdsskadestyrelsen – i hvert fald på det tidspunkt, hvor styrelsen fik kendskab til, at kvinden havde påbegyndt arbejdsprøvning – have taget stilling til, om der var grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Ombudsmanden mente, at det var beklageligt, at det ikke var sket. Endvidere anså han det for uheldigt, at Ankestyrelsen ikke havde forholdt sig til denne problemstilling.
Ombudsmanden henstillede derfor til Ankestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at vurdere, om kvinden var berettiget til en sådan erstatning.
(Sag nr. 12/00279)