En kommune modtog en anonym anmeldelse om, at en kvinde og en mand, der begge modtog sociale ydelser som ”reelt enlige”, levede i et ægteskabslignende forhold. Som følge af anmeldelsen undersøgte kommunen kvindens og mandens forhold.
Kommunen traf herefter afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale økonomisk fripladstilskud og ordinært og ekstra børnetilskud for en periode, ligesom kommunen traf afgørelse om, at manden skulle tilbagebetale ordinært og ekstra børnetilskud for samme periode. Det sociale nævn stadfæstede disse afgørelser. Som begrundelse for afgørelserne henviste myndighederne til, at de vurderede, at kvinden og manden i den pågældende periode ikke havde været reelt enlige, og at de havde modtaget ydelserne i ond tro og med urette.
Kvinden og manden klagede begge til ombudsmanden, der afsluttede sagerne over for dem, med henvisning til at klageinstansen burde have mulighed for at tage stilling til enkelte nærmere angivne forhold, der vedrørte det grundlæggende spørgsmål om parternes ret til ydelserne, og som følge heraf også spørgsmålet om kravene om tilbagebetaling. Klagerne blev samtidig sendt til det sociale nævn som en anmodning fra kvinden og manden om, at klageinstansen meddelte dem en stillingtagen til de anførte forhold. Ombudsmanden bad om underretning om svaret til kvinden og manden.
Ombudsmanden modtog herefter underretning fra Ankestyrelsen – som i mellemtiden var blevet klageinstans på de pågældende sagsområder – om, at Ankestyrelsen havde genoptaget begge sager, og at der var truffet en ny afgørelse i sagerne. Ved afgørelserne ændrede Ankestyrelsen kommunens og nævnets afgørelser. I begge sager fandt Ankestyrelsen, at sagens oplysninger ikke havde været tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at henholdsvis kvinden og manden levede i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse i den omhandlede periode. Kommunen og det sociale nævn havde således ikke på det foreliggende grundlag kunnet træffe afgørelse om tilbagebetaling af de sociale ydelser.
(Sag nr. 13/00331 og 13/00299)