FOB 2013-3

Tilbagebetaling af for meget udbetalt løn

14-03-2013

 

 

En pædagog uden erhvervserfaring fik i næsten et år ved en fejl udbetalt tillæg for henholdsvis 6 og 10 års erfaring. Pædagogen opdagede selv fejlen og kontaktede sin arbejdsgiver herom. Arbejdsgiveren stoppede udbetalingen af løntillægget for fremtiden og krævede samtidig det fejludbetalte beløb på godt 20.000 kr. tilbagebetalt. Pædagogens fagforening klagede på vegne af pædagogen til ombudsmanden over tilbagebetalingskravet. 

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere arbejdsgiverens konkrete beslutning om at kræve beløbet tilbagebetalt. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på, at han ikke kunne kritisere sagsoplysningen, herunder at arbejdsgiveren ikke havde anset beslutningen om at kræve tilbagebetaling for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand.  

(Sag nr. 12/00565)