Et statsfængsel traf afgørelser om, at en indsat skulle udelukkes fra fællesskab og overføres fra åbent til lukket fængsel. Statsfængslet tilbagekaldte endvidere den indsattes udgangstilladelse. Den indsattes advokat bad herefter om at få aktindsigt i hele sagen. Statsfængslet gav aktindsigt i materialet angående afgørelsen om tilbagekaldelse af udgangstilladelsen, men ikke i materialet angående de to andre afgørelser. Dette blev tiltrådt af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Ombudsmanden mente, at afgørelsen om udgangstilladelse indgik i en anden sag end afgørelserne om udelukkelse fra fællesskab og overførsel fra åbent til lukket fængsel. Da disse afgørelser var omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 4, var der ikke grundlag for at kritisere myndighedernes afgørelser om aktindsigt.
(Sag nr. 12/01274)