En far klagede på vegne af sin voksne søn, som han også var værge for, over, at et kommunalt bo- og opholdssted ikke konsekvent anvendte den GPS, som kommunen havde truffet afgørelse om måtte anvendes i forhold til sønnen.
I sagen traf kommunen – i medfør af servicelovens § 125, stk. 1 – afgørelse om magtanvendelse i forhold til sønnen i form af anvendelse af bl.a. en GPS. Tilladelsen til anvendelsen af GPS’en blev givet for en periode af 8 måneder.
Faderen gjorde i sin klage til ombudsmanden gældende, at det kommunale bo- og opholdssted herefter havde pligt til konsekvent at anvende en GPS i forhold til hans søn. Det var modsat kommunens opfattelse, at afgørelsen om, at der kunne anvendes en GPS over for sønnen, ikke medførte en automatisk pligt til også at anvende GPS’en.
Ombudsmanden konstaterede, at anvendelse af en GPS og andre personlige alarm- og pejlesystemer – i overensstemmelse med bestemmelsen i serviceloven og forarbejderne hertil – måtte anses for et indgreb i selvbestemmelsesretten og et udtryk for magtanvendelse.
Ombudsmanden pegede endvidere på – ligeledes i overensstemmelse med lovgrundlaget og forarbejderne hertil – at en afgørelse om magtanvendelse altid skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået ved magtanvendelsen, ligesom magtanvendelsen skal være så skånsom og kortvarig som muligt. Heri ligger også, at der skal foretages en løbende vurdering af, om betingelserne for magtanvendelsen fortsat er opfyldt.
Samlet mente ombudsmanden således, at der ikke var grundlag for at kritisere kommunens retsopfattelse, hvorefter en afgørelse om magtanvendelse i form af anvendelse af GPS ikke indebærer en automatisk pligt til også at anvende GPS’en i den periode, tilladelsen omfatter.
(Sag nr. 13/04439)