En journalist klagede over, at Finansministeriet og Digitaliseringsstyrelsen havde undtaget nogle oplysninger, da han fik aktindsigt i to systemrevisionserklæringer for NemID.
Myndighederne havde undtaget oplysningerne efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 1, om væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.
På det generelle plan erklærede ombudsmanden sig enig i, at oplysninger af betydning for sikkerheden omkring NemID kan være af en sådan karakter, at aktindsigt vil kunne begrænses med henvisning til nødvendig beskyttelse af væsentlige hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.
Efter at have gennemgået de oplysninger, som konkret var blevet undtaget fra aktindsigt, kunne ombudsmanden imidlertid ikke anerkende, at betingelserne for at undtage disse oplysninger med henvisning til statens sikkerhed var opfyldt. Ombudsmanden mente ikke, at myndighederne nærmere havde forklaret, hvordan sådanne skadevirkninger kunne indtræde, som forudsættes efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 1. På den baggrund henstillede ombudsmanden til Finansministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
Ombudsmanden modtog senere underretning om, at Digitaliseringsstyrelsen havde truffet en ny afgørelse i sagen, hvorved journalisten fik fuld aktindsigt i de to systemrevisionserklæringer for NemID, som sagen handlede om.
(J.nr. 13/00087)