FOB 2013-10

Afslag på aktindsigt i interne dokumenter om forberedelsen af overenskomstforhandlingerne med Danmarks Lærerforening

24-04-2013

 

 

Danmarks Lærerforening klagede til ombudsmanden over et afslag på aktindsigt i interne dokumenter udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af regeringen. Arbejdsgruppen skulle analysere arbejdstiden i folkeskolen og det almene gymnasium med henblik på at forberede de kommende overenskomstforhandlinger. Omkring tidspunktet for påbegyndelse af overenskomstforhandlingerne indstillede arbejdsgruppen sit arbejde, da det ifølge Finansministeriet ikke længere var aktuelt. Finansministeriet oplyste også, at arbejdsgruppens dokumenter var forblevet interne i offentlighedslovens forstand, da de ikke indgik i myndighedernes efterfølgende forberedelse af overenskomstforhandlingerne. 

Efter en undersøgelse af aktindsigtssagen konkluderede ombudsmanden, at der på baggrund af Finansministeriets oplysninger ikke var juridisk grundlag for at kritisere det meddelte afslag på aktindsigt. 

Sagen gav dog ombudsmanden anledning til at fremkomme med nogle generelle betragtninger om ”offentlighedstænkning”. 

(13/00165)