Under et tilsyn på et privat socialpædagogisk opholdssted for børn og unge blev det bl.a. oplyst, at døgninstitutionen brugte magt for at få de unge til at sidde i en sofa – et pædagogisk redskab, der kaldes refleksionstid. Refleksionstid er en ”timeout”, som de unge får, hvis de ikke vil følge opholdsstedets regler.
Ifølge servicelovens regler er det i orden at bruge fysisk magt, når en ung er til fare for sig selv eller sine omgivelser. Men personalet må ikke bruge magt for at tvinge en ung til at modtage et pædagogisk behandlingstilbud, f.eks. refleksionstid.
Opholdsstedet mente ikke, at det var magtanvendelse, når man førte en ung hen til en sofa med en hånd på skulderen. Ledelsen mente først, at der var tale om magtanvendelse, når personalet brugte en ”vis fysisk kraft til at tvinge en person til at gøre, undlade eller fysisk acceptere noget”. Ombudsmanden var uenig. Han konkluderede, at institutionens forståelse af magtanvendelse ikke var tilstrækkelig præcis, idet barnets eller den unges modstand også er et væsentligt kriterium for, om der er tale om omsorgshandlinger eller egentlig fysisk magtanvendelse.
Ombudsmanden bad institutionen overveje, hvordan opholdsstedet kan sikre, at børnene og de unge motiveres til at modtage den socialpædagogiske behandling, støtte og omsorg, således at konfliktsituationer begrænses.
(Sag nr. 12/00408, 12/00733, 12/00734 og 12/00735)