En journalist klagede til ombudsmanden over, at Nationalbanken havde givet afslag på aktindsigt i dokumenter, som vedrørte fastsættelsen af CIBOR-renten. CIBOR (Copenhagen Interbank Offered Rate) er en rente, hvortil en bank er villig til at udlåne uden sikkerhed med løbetider fra 1 uge op til 12 måneder til et kreditværdigt pengeinstitut.
Som grundlag for afslaget havde Nationalbanken henvist til ”opsamlingsbestemmelsen” i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Nationalbanken havde herved lagt afgørende vægt på hensynet til den fortrolige relation/dialog mellem Nationalbanken og bankerne.
Ombudsmanden mente, at Nationalbankens anvendelse af den meget snævre undtagelsesbestemmelse i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, i realiteten måtte have bygget på en generel praksis om, at (alle) oplysninger udvekslet mellem Nationalbanen og bankerne om fastsættelsen af CIBOR-renten kunne undtages fra aktindsigt. Ombudsmanden mente ikke, at Nationalbanken var berettiget til at opstille en sådan generel praksis.
Sagen gav også ombudsmanden anledning til at fremsætte nogle bemærkninger om ekstrahering i de dokumenter, som Nationalbanken havde undtaget efter offentlighedslovens § 7 om interne arbejdsdokumenter.
Ombudsmanden henstillede til Nationalbanken at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
(Sag nr. 12/03585)