Indenrigsministeriet havde taget stilling til Flygtningenævnets sagsbehandling på baggrund af en klage over at et asylsøgende ægtepars forklaringer ikke af den medvirkende tolk var gengivet korrekt. Ombudsmanden bad Indenrigsministeriet om en udtalelse om ministeriets kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling.
Indenrigsministeriet meddelte ombudsmanden at der efter ministeriets opfattelse var en vis begrænset, ulovbestemt adgang for ministeriet til at udstede generelle forskrifter om særlige formelle spørgsmål. Ministeriet henviste endvidere til at Flygtningenævnets sekretariat i organisationsmæssig sammenhæng var underlagt indenrigsministeren, og at ministeriet havde opfattet ægteparrets klage som en klage over den medvirkende tolk.
På den baggrund besluttede ombudsmanden i henhold til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, af egen drift at iværksætte en undersøgelse af kompetencespørgsmålet. Ombudsmanden bad herefter om Indenrigsministeriets bemærkninger til visse konkrete spørgsmål vedrørende kompetencespørgsmålet.
Som svar på spørgsmålene meddelte Indenrigsministeriet ombudsmanden at ministeriet ikke havde kompetence til på ulovbestemt grundlag at udstede generelle forskrifter vedrørende Flygtningenævnets behandling og afgørelse af asylsager. Ministeriet beklagede derfor over for ombudsmanden at man i den konkrete sag havde udtalt at ministeriet ikke fandt grundlag for at kritisere Flygtningenævnets sagsbehandling. Ministeriet burde i stedet have videresendt klagen til Flygtningenævnet.
Flygtningenævnet meddelte ombudsmanden at nævnet kunne tilslutte sig ministeriets opfattelse.
Ombudsmanden tog nævnets og ministeriets udtalelser til efterretning. (J.nr. 1994-1528-649).