FOB 96.199

Tilbagebetaling af for meget udbetalt plejetillæg

01-01-1996

En poliopatient der i en årrække havde modtaget højeste førtidspension med plejetillæg og plejehjælp i alle døgnets 24 timer, klagede over at han skulle betale 38.000 kr. tilbage i for meget udbetalt plejetillæg. Plejetillægget blev i en periode på 11 måneder ved en fejl fra socialcentrets side indsat på klagerens bankkonto i stedet for som hidtil at blive indbetalt direkte til Institutionen for respiratorpatienter.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse om at plejetillægget ikke kunne kræves tilbagebetalt efter pensionslovens § 42 da det ikke var ydet med urette. Derimod kunne beløbet kræves tilbagebetalt efter dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at det bygger på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde om der kan rejses krav om tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb i en dobbeltforsørgelsessituation. Ombudsmanden lagde til grund at Den Sociale Ankestyrelse - bortset fra at konkludere at der forelå dobbeltforsørgelse - ikke havde foretaget en konkret vurdering af om der kunne rejses krav om tilbagebetaling. Under hensyn til at det var oplyst at udbetalingen af plejetillægget var sket ved en fejl fra socialcentrets side, at Den Sociale Ankestyrelse i sin afgørelse fandt at plejetillægget ikke var ydet med urette, og at klageren havde gjort gældende at han havde modtaget plejetillægget i god tro, henstillede ombudsmanden til Ankestyrelsen at genoptage sagen. (J.nr. 1995-42-084).