En advokat klagede på vegne af to søstre over at Kirkeministeriet efter trekvart år tilbagekaldte en afgørelse hvorved søstrene havde fået tillagt navnet "Hartvig" som mellemnavn ved en tilførelse i ministerialbogen efter navnelovens § 11, stk. 1. Ministerialbogsføreren havde uden nærmere undersøgelse eller opklarende forespørgsel til ministeriet lagt til grund at navnet "Hartvig" blev brugt af søstrenes far som mellemnavn.
Kirkeministeriet henviste til at navnet "Hartvig" både bruges som fornavn og mellem-/efternavn, og at søstrenes far brugte navnet som andet fornavn og ikke som mellemnavn. Da afgørelsen således ikke havde hjemmel, måtte den efter ministeriets opfattelse annulleres.
Advokaten henviste til at det drejede sig om en tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt der kun i særlige tilfælde kunne annulleres.
Ombudsmanden var enig med ministeriet i at der ikke var hjemmel i navnelovens § 11, stk. 1, til at tillægge søstrene mellemnavnet "Hartvig". Ombudsmanden lagde desuden til grund at søstrene ikke kunne erhverve navnet ved navnebevis efter navnelovens § 11, stk. 2. Ombudsmanden mente at ministeriet ved vurderingen af om den begunstigende afgørelse skulle annulleres, burde have overvejet om der forelå særlige omstændigheder der talte imod en annullation. Ombudsmanden pegede i den forbindelse på momenter som han fandt måtte indgå i overvejelserne - herunder at den oprindelige afgørelse skyldtes en fejl fra myndighedens side, at en annullation i en navnesag måtte betragtes som ganske indgribende i tilfælde hvor der var gået en vis tid i hvilken de(n) begunstigede havde indrettet sig i tillid til afgørelsen, og endelig at det modstående hensyn til beskyttelsen af efternavnet "Hartvig" måtte ses i lyset af at søstrene ikke ville kunne bortkaste deres eget efternavn. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Kirkeministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2091-74).