En kvinde klagede over at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde afvist at behandle hendes klage over en operation foretaget i 1963. Patientklagenævnet havde som en del af begrundelsen henvist til § 22, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse hvorefter der gælder en frist på to år for indgivelse af klager til nævnet.
Klageren anførte at hun hverken var eller burde være bekendt med de påklagede forhold før i 1994. Klagen der var indgivet samme år, måtte derfor være rettidig.
Ud over fortsat at henvise til toårsfristen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, anførte Patientklagenævnet i en udtalelse til ombudsmanden at kvindens reelle muligheder for erstatning ikke længere var til stede, og at klagen, 30 år efter, formentlig ikke lod sig undersøge.
Efter sin formulering retter bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, sig mod klagers subjektive forhold. Ombudsmanden lagde til grund at nævnet på et senere tidspunkt af sagsforløbet var af den opfattelse at kvinden ikke var eller burde være bekendt med de forhold hun klagede over, før i 1994. Hun havde således - også efter nævnets opfattelse - klaget inden for fristen. Da klagen var rettidigt indgivet, gav den pågældende bestemmelse ikke hjemmel til at afvise klagen. Patientklagenævnet burde derfor ikke have henvist til bestemmelsen som (en del af) begrundelsen for ikke at behandle sagen.
Det er almindeligt antaget at en myndighed i særlige tilfælde kan undlade at behandle en i øvrigt rettidigt indgivet klage. Under henvisning til det der var oplyst om kvindens manglende retlige interesse i at få det påklagede forhold bedømt, havde ombudsmanden ikke grundlag for at henstille at Patientklagenævnet genoptog sagens behandling. (J.nr. 1995-2286-420).