FOB 96.129

Flygtningenævnets sagsbehandlingstid

01-01-1996

En advokat klagede for to statsløse palæstinensere og parrets børn over sagsbehandlingstiden i Flygtningenævnet. Advokaten klagede endvidere over at han endnu ikke havde fået svar fra Flygtningenævnet på sin anmodning om at blive beskikket som advokat for sine klienter.

Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at Flygtningenævnets behandling af sagen havde taget så lang tid. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at Flygtningenævnet ikke havde underrettet advokaten om hvad sagen beroede på, eller oplyst hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge. Det var i denne forbindelse særligt beklageligt at Flygtningenævnet ikke havde besvaret to rykkerskrivelser.

Ombudsmanden gjorde Flygtningenævnet bekendt med sin opfattelse, men fandt i øvrigt ikke - da begge breve nu var besvaret, og da Flygtningenævnet samtidig havde beklaget den manglende besvarelse - anledning til at foretage sig mere vedrørende dette spørgsmål. (J.nr. 1996-235-600).