FOB 96.249

Indbringelse for fogedretten af parkeringsafgifter. Modregning

01-01-1996

På baggrund af en konkret klage spurgte ombudsmanden Trafikministeriet om det efter ministeriets opfattelse var muligt at få spørgsmålet om berettigelsen af en pålagt parkeringsafgift forelagt for fogedretten i tilfælde hvor afgiftsbeløbet blev modregnet fuldt ud i et krav på refusion af vægtafgift.

Da Trafikministeriet svarede benægtende, fandt ombudsmanden det rigtigst at give Folketingets Retsudvalg og trafikministeren meddelelse om sagen. Ombudsmandens meddelelse blev givet under henvisning til at Folketinget ved ændring af færdselsloven i 1976 syntes at have forudsat at en borger skal have mulighed for at få prøvet eventuelle indsigelser mod en parkeringsafgift i fogedretten. Ved en ændring af vægtafgiftsloven i 1986 var der imidlertid indsat en direkte hjemmel til modregning. I nogle tilfælde kan dette medføre bortfald af muligheden for indbringelse for fogedretten, uden at der - så vidt det fremgik - havde været taget udtrykkelig stilling til denne konsekvens. (J.nr. 1995-2-612).