Justitsministeriets Politikontor traf beslutning om at en person skulle udleveres til Luxembourg med henblik på retsforfølgning for overtrædelse af Luxembourgs narkotikalovgivning. Den beskikkede forsvarer indbragte udleveringsbeslutningen for Københavns Byret der afsagde kendelse hvorefter udleveringsbeslutningen blev anset for lovlig. Forsvareren kærede byrettens kendelse til Østre Landsret der stadfæstede kendelsen. Forsvareren ansøgte herefter Justitsministeriet om tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse. Justitsministeriets Politikontor afslog ansøgningen.
Justitsministeriet anførte i en udtalelse til ombudsmanden at ministeriet ikke havde fundet det nødvendigt at tage endelig stilling til spørgsmålet om myndighedsinhabilitet da der ikke var mulighed for substitution.
Ombudsmanden kritiserede at Justitsministeriet ikke havde afklaret spørgsmålet om eventuel myndighedsinhabilitet. Ombudsmanden udtalte videre at Justitsministeriet som myndighed var inhabil til at træffe afgørelse om ansøgningen om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse.
Ombudsmanden fandt det kritisabelt at ministeriet lod det samme kontor træffe afgørelse både i spørgsmålet om udleveringen og i spørgsmålet om tilladelse til kære af Østre Landsrets kendelse. Det havde været ønskeligt om ministeriet - inden ministeriet afviste at genoptage forsvarerens ansøgning om kæretilladelse - havde forelagt sagen for Procesbevillingsnævnet med henblik på at nævnet kunne tage stilling til om nævnet anså sig beføjet til at træffe afgørelse i sagen, eller subsidiært afgive en vejledende udtalelse, uanset at sagen efter ikrafttrædelsesbestemmelsen i loven om oprettelse af Procesbevillingsnævnet skulle behandles af ministeriet. Ombudsmanden udtalte endelig at ministeriets begrundelse (der var en standardbegrundelse) for afgørelsen var mangelfuld henset til den foreliggende inhabilitet. (J.nr. 1996-172-637).