En læge med bopæl i Danmark arbejdede i en periode på ca. fem måneder i Sverige. Efter arbejdsperiodens ophør anmodede han sin danske arbejdsløshedskasse om at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om at registrere lægen som udmeldt af kassen fra tidspunktet for påbegyndelse af arbejdet i Sverige. Afgørelsen blev tiltrådt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn bl.a. under henvisning til en bestemmelse i Nordisk konvention af 5. marts 1981 om social tryghed.
Ombudsmanden anmodede myndighederne om at udtale sig om hvorvidt der havde været det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at fratage lægen hans medlemskab af arbejdsløshedskassen. Ombudsmanden henviste til at der efter ordlyden i de nationale regler ikke var taget stilling til konsekvenserne af manglende overflytning til beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring.
Ankenævnet svarede at hjemlen til at annullere medlemskabet måtte anses for tvivlsom, og da lægen ubestridt havde været i god tro vedrørende fortsat medlemskab af den danske arbejdsløshedskasse ophævede ankenævnet den tidligere afgørelse.
Ombudsmanden meddelte herefter lægen og myndighederne at han ikke foretog yderligere i sagen. (J.nr. 1995-303-020).