A klagede som advokat for B over Civilretsdirektoratets behandling af B's samværssag. Sagen angik B's samværsret med C, født den 25. december 1977, og D, født den 13. december 1978.
Det fremgik af sagens akter, at et statsamt den 4. januar 1984 havde truffet afgørelse om B's ret til samvær med C og D. Børnenes moder, E, anmodede i breve af 24. og 27. april 1989 statsamtet om at ophæve B's samværsret. Den 12. juni 1989 gennemførte statsamtet en samtale med børnene. I skrivelse af 11. august 1989 traf statsamtet afgørelse om, at samværsretten ikke skulle ændres. Afgørelsen blev af E indbragt for Civilretsdirektoratet, der i skrivelse af 7. november 1989 ændrede statsamtets afgørelse og bestemte, at der ikke for tiden skulle fastsættes samværsret for B.
Ved skrivelse af 24. november 1989 anmodede A Civilretsdirektoratet om at genoptage sagen. A anmodede i den forbindelse direktoratet om - såfremt man ikke ønskede personligt at gennemføre samtaler med parterne og børnene - at sørge for, at børnene fik lejlighed til en samtale med en psykolog for at afklare børnenes egen opfattelse af samværsretten. A anmodede endvidere om, at B fik lejlighed til at give personligt møde for direktoratet for at dokumentere sit og børnenes indbyrdes forhold.
Under sagens behandling havde B flere gange være i telefonisk kontakt med såvel statsamtet som Civilretsdirektoratet. Han ringede den 1. december 1989 til en medarbejder ved Civilretsdirektoratet, der i et notat af samme dato om samtalen bl.a. noterede, at "... (B) tilkendegav, at han ønskede at give møde for Civilretsdirektoratet og eventuelt i den forbindelse fremvise videooptagelser, der dokumenterede hans nære forhold til børnene."
Den 18. december 1989 fremsendte en overlæge ved børnepsykiatrisk ambulatorium, ... Amtssygehus, en skrivelse om sagen til Civilretsdirektoratet. Skrivelsen indeholdt følgende konklusion:
"Jeg finder, at sagens akter mangler en faglig vurdering af en børnesagkyndig - eksempelvis børnepsykiater eller børnepsykolog og vil anmode om, at myndighederne - det vil for mig at se i denne sag være ... Statsamt - får foranlediget en sådan snarest muligt."
I en skrivelse af 15. januar 1990 til A meddelte Civilretsdirektoratet, at direktoratet - efter på ny at have gennemgået sagen, herunder overlægens skrivelse af 18. december 1989 - fastholdt den trufne afgørelse. Det anførtes i den forbindelse, at direktoratet ikke havde fundet grundlag for at foretage yderligere undersøgelser i sagen, idet man havde lagt afgørende vægt på, at begge børn under samtalen den 12. juni 1989 med repræsentanter for statsamtet havde tilkendegivet, at de ønskede samværsretten ophævet.
I en skrivelse af 5. februar 1990 til Civilretsdirektoratet anmodede A på ny om, at C og D fik lejlighed til at gennemføre en samtale med en børnesagkyndig, eventuelt under anvendelse af myndighedslovens § 27 a. A anførte endvidere, at direktoratet burde forespørge statsamtet om, hvorfor statsamtet ikke i forbindelse med sin afgørelse i sagen havde lagt vægt på de to børns udtalelser. A anførte desuden, at han fandt det lidet betryggende, at Civilretsdirektoratet havde afslået at afholde et møde med B, hvor han kunne fremføre sine synspunkter. På denne baggrund anmodede A direktoratet om at genoptage sagen og foretage de fornødne tilbundsgående undersøgelser i sagen.
I en skrivelse af 22. marts 1990 besvarede Civilretsdirektoratet A's skrivelse af 5. februar 1990. I skrivelsen anførtes bl.a. følgende:
"I den anledning skal man meddele, at Civilretsdirektoratet efter på ny at have gennemgået sagen må fastholde den trufne afgørelse.
Der henvises i det hele til Civilretsdirektoratets afgørelser af 7. november 1989 og 15. januar 1990.
Civilretsdirektoratet lægger således fortsat afgørende vægt på, at begge børn over for statsamtet den 12. juni 1989 har tilkendegivet, at de ønsker samværsretten ophævet. Civilretsdirektoratet finder ikke, at det af statsamtet udarbejdede notat over samtalen med børnene giver anledning til at nå et andet resultat.
Såfremt De er af den opfattelse, at det ikke er børnenes eget ønske, der er kommet til udtryk under samtalen, eller at børnene skulle have skiftet mening siden da, skal Civilretsdirektoratet henvise Dem til at rette henvendelse til statsamtet og anmode om, at der gennemføres en ny samtale med børnene.
Som følge af børnenes egen tilkendegivelse vedrørende samværsretten har Civilretsdirektoratet endvidere ikke fundet det fornødent at holde et møde med (B), hvor denne kunne fremføre sine synspunkter. Det bemærkes i den sammenhæng, at (B) allerede i forbindelse med statsamtets behandling af sagen havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger til sagen, herunder til det pågældende notat af samtalen med børnene.
For så vidt angår sagsbehandlingen kan man oplyse, at Civilretsdirektoratet har truffet afgørelse efter at have oplyst sagen i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Særligt for så vidt angår baggrunden for statsamtets vurdering har Civilretsdirektoratet været i besiddelse af statsamtets begrundede afgørelse og af statsamtets udtalelse af 18. august 1989 i anledning af (E's) klage over afgørelsen af 11. august 1989.
Civilretsdirektoratet finder således ikke, at den foretagne sagsbehandling er kritisabel."
Ved skrivelse af 20. april 1990 anmodede A statsamtet om, at sagen blev genoptaget, og at der i den forbindelse blev gennemført en samtale med såvel sagens parter som C og D. A anmodede endvidere om, at der blev gennemført en egentlig børnepsykiatrisk vurdering, og at den ovennævnte overlæge blev inddraget i sagen.
Den 16. juli 1990 gennemførte to medarbejdere fra statsamtet en ny samtale med C og D. Begge børn tilkendegav under samtalen, at de ikke ønskede kontakt med B, hverken i form af weekend-samvær eller for kortere tid.
Den 17. juli 1990 talte en medarbejder ved statsamtet telefonisk med E, der oplyste, at hun ikke ønskede, at hun selv eller børnene skulle deltage i børne- og familiesagkyndig rådgivning efter myndighedslovens § 27 a.
Ved skrivelse af 23. juli 1990 til A fremsendte statsamtet kopi af referatet af samtalen med de to børn den 16. juli 1990. I skrivelsen anførtes, at det var statsamtets opfattelse, at børnene udtalte deres oprigtige mening med hensyn til fortsat samvær med deres fader. Det blev endvidere oplyst, at E på egne og børnenes vegne havde afslået tilbud om børne- og familiesagkyndig rådgivning efter myndighedslovens § 27 a, og at statsamtet ikke fandt grundlag for, at der blev gennemført en egentlig børnepsykiatrisk vurdering.
I brev af 8. august 1990 anmodede A igen om, at der blev iværksat en uvildig børnepsykologisk eller børnepsykiatrisk undersøgelse eller samtale, før statsamtet traf afgørelse i sagen. A vedlagde desuden en skrivelse af 6. august 1990 fra den ovennævnte overlæge, som efter A's opfattelse burde tillægges betydelig vægt.
Den 20. august 1990 fremsendte A til statsamtet kopi af en skrivelse af 13. august 1990 fra B. I denne skrivelse gengaves nogle samtaler mellem B og de to børn, og B anmodede om at måtte mødes med børnene en time, så de kunne afgøre frit, om de ville tilbringe den kommende weekend med ham.
Ved skrivelse af 30. august 1990 meddelte statsamtet A, at man havde truffet afgørelse om, at der ikke var grundlag for på ny at tillægge B samværsret med C og D. Det nævntes bl.a. i skrivelsen, at B havde ønsket at dokumentere sit og børnenes indbyrdes forhold ved at forevise videooptagelser af børnene for statsamtet. Det anførtes, at B tidligere var blevet gjort bekendt med, at E i så fald også skulle gøres bekendt med optagelserne og have mulighed for at se dem, og at det var statsamtets opfattelse, at B på denne baggrund havde frafaldet sit ønske om at lade videooptagelserne indgå i sagsmaterialet. Statsamtet havde derfor ikke taget stilling til, om man ønskede at se videooptagelserne.
Ved skrivelse af 14. september 1990 påklagede A på B's vegne statsamtets afgørelse til Civilretsdirektoratet. A nævnte, at B, så vidt det var A bekendt, intet havde imod, at de førnævnte videooptagelser kunne forevises for E, således at de kunne indgå i sagens materiale.
I skrivelse af 11. oktober 1990 meddelte statsamtet A, at statsamtet afviste at se de nævnte videooptagelser. Det anførtes i denne forbindelse, at det var statsamtets opfattelse, at videooptagelserne var uden betydning for afgørelsen af samværsspørgsmålet, da de måtte antages at være optaget forud for statsamtets samtale med børnene.
Den 7. januar 1991 tiltrådte Civilretsdirektoratet statsamtets afgørelse af 30. august 1990 samt begrundelsen for denne.
A klagede til mig over, at Civilretsdirektoratet havde afslået at iværksætte en børnepsykiatrisk undersøgelse, at Civilretsdirektoratet havde afslået B's ønske om at få foretræde i direktoratet for en mundtlig fremstilling af hans synspunkter, og at hverken statsamtet eller Civilretsdirektoratet havde villet se de af B producerede videooptagelser af børnene under deres samvær med ham.
Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A:
"Statsamtets og Civilretsdirektoratets afgørelser er truffet efter myndighedslovens §§ 23 og 24, der har følgende indhold:
"§ 23. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet."
"§ 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.
Stk. 2. Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."
Før der træffes afgørelse om bl.a. samværsret med børn over 12 år, skal der efter myndighedslovens § 26 finde en samtale sted med barnet herom.
Efter praksis lægges der i almindelighed stor vægt på barnets mening, når barnet har nået 12-års alderen. I tilfælde, hvor der er fastsat samværsret med søskende, og aldersforskellen mellem børnene er ringe, vil der endvidere i almindelighed blive taget hensyn til et ønske fra forældremyndighedens indehaver om, at børnene stilles ens med hensyn til samværsudøvelsen.
Denne praksis har jeg tidligere haft lejlighed til at tage stilling til og ikke fundet grundlag for at kritisere.
Det følger heraf, at jeg i almindelighed ikke vil kunne kritisere en afgørelse om samværsrettens omfang, når den bygger på en samtale med et barn, der er fyldt 12 år. Det forudsættes herved, at der ikke i forbindelse med samtalen med barnet, i omstændighederne omkring samtalen, eller i sagen i øvrigt, er særlige holdepunkter for at antage, at barnet ikke har givet udtryk for sin oprigtige mening.
Jeg har ikke i denne sag fundet særlige holdepunkter for at antage, at de to børn ikke har givet udtryk for deres oprigtige mening under samtalerne med statsamtet.
Vedrørende Deres klage over, at Civilretsdirektoratet har afslået at iværksætte en børnepsykiatrisk undersøgelse skal jeg bemærke, at en forvaltningsmyndighed efter almindelige forvaltningsretlige regler (officialprincippet) er forpligtet til ved behandlingen af en sag at fremskaffe de fornødne oplysninger til belysning af sagen. Hvilke oplysninger det i den enkelte sag er nødvendigt at indhente, vil i et vist omfang bero på et skøn. Et sådant skøn kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Der foreligger efter min opfattelse ikke sådanne særlige omstændigheder, at jeg har grundlag for at kritisere, at Civilretsdirektoratet ikke lod foretage en børnepsykiatrisk undersøgelse. Af samme grund kan jeg heller ikke kritisere, at Civilretsdirektoratet undlod at gennemse de af Deres klient producerede videooptagelser, før der blev truffet afgørelse i sagen.
Deres klage over, at Civilretsdirektoratet har afslået Deres klients ønske om at få foretræde i direktoratet, inden der blev truffet afgørelse i sagen, må bedømmes efter forvaltningslovens § 21. Bestemmelsen fastsætter, at en part i en sag på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil han har afgivet en udtalelse til sagen. Der kan dog under visse omstændigheder ske en fravigelse herfra, jf. § 21, stk. 2. Det er min opfattelse, at denne bestemmelse giver parten ret til på begæring at afgive en mundtlig udtalelse til sagen, jf. ombudsmandens beretning for 1974, s. 67, og for 1980, s. 231, om forståelsen af den tilsvarende bestemmelse i § 12 i den daværende offentlighedslov.
Det forhold, at Deres klient, som fremhævet i Civilretsdirektoratets skrivelse af 22. marts 1990, i forbindelse med statsamtets behandling af sagen havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger til sagen, kan efter min opfattelse ikke medføre, at Civilretsdirektoratet var berettiget til at afslå Deres klients anmodning om et møde med direktoratet. Jeg henviser herved til ombudsmandens beretning for 1984, s. 182.
På denne baggrund finder jeg det beklageligt, at Civilretsdirektoratet ikke gav Deres klient lejlighed til mundtligt at fremføre sine synspunkter, før direktoratet tog stilling til anmodningen om, at afgørelsen af 7. november 1989 blev taget op til fornyet overvejelse.
På baggrund af sagens videre forløb efter afgørelsen af 22. marts 1990 finder jeg imidlertid ikke, at jeg har grundlag for at henstille til Civilretsdirektoratet at optage sagen til fornyet behandling.
Jeg har gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse."