A klagede over Sundhedsministeriets afslag på A's anmodning om aktindsigt i oplysninger angående en biperson i Seruminstituttets syfilisregister. Sundhedsministeriets afgørelse blev truffet med henvisning til bestemmelsen i § 4, stk. 2, i offentlighedsloven.
Det fremgik af sagsmaterialet, at A, efter at have fået aktindsigt i oplysninger vedrørende sig selv i Statens Seruminstituts syfilisregister, anmodede om at få oplyst navnet på den biperson, som instituttet havde noteret på A's kartotekskort. Oplysningerne om bipersonen, det vil sige om formodet smittekontakt, var noteret i 1976.
A's begrundelse for at søge bl.a. bipersonens identitet oplyst var blandt andet at få kendskab til, om registerets kobling mellem hoved- og biperson i sig selv gav oplysning om, at begge var homoseksuelle. A foreslog i forbindelse med anmodningen at indhente samtykke fra den pågældende biperson.
Statens Seruminstitut indhentede til brug for besvarelsen af A's anmodning en udtalelse af 30. august 1990 fra Sundhedsministeriet, som anførte:
"Efter offentlighedslovens § 4, stk. 2, kan den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne (egenacces). Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn, der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod.
Asbjørn Jensen m.fl. anfører i en kommentar til offentlighedsloven bl.a., at ved "anvendelsen af ordet "personlige" er det tilsigtet at give udtryk for, at der skal være adgang til at få aktindsigt med hensyn til alle oplysninger, der direkte vedrører den pågældende", jf. Offentlighedsloven 1986, side 75. Dette hensyn er ifølge det oplyste allerede tilgodeset.
I den anførte kommentar til offentlighedsloven er det endvidere anført:
"Hvis det i forbindelse med en anmodning om egenacces er nødvendigt for forståelsen af oplysningerne vedrørende ansøgeren, at der videregives oplysninger om andre enkeltpersoner, skal dette ske, medmindre sådanne oplysninger omfattes af de undtagelser, der udtrykkeligt er nævnt i § 4, stk. 2", jf. Offentlighedsloven 1986, side 75.
Oplysninger om bipersonen er efter Sundhedsministeriets opfattelse ikke nødvendige for at forstå oplysningerne om ansøgeren (hovedpersonen). Sundhedsministeriet finder derfor, at der i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 2, er mulighed for at undlade at give oplysninger om bipersonen, hvis hensynet til denne taler herfor.
Da de registrerede oplysninger drejer sig om bipersonens helbredsmæssige og seksuelle forhold finder Sundhedsministeriet ikke, at der er grundlag for at udlevere oplysninger om bipersonen.
Under hensyn til de problemer, en henvendelse til bipersonen muligvis kunne medføre for denne, finder Sundhedsministeriet heller ikke, der bør rettes henvendelse til denne. Man skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på, at Justitsministeriet i sin vejledning fra 1986 om offentlighedsloven er inde på dette spørgsmål i forbindelse med både § 12 og 13. § 12 omhandler bl.a. undtagelse af aktindsigt i oplysninger om enkeltpersoners private forhold. I vejledningen anføres bl.a., at oplysninger af særlig følsom karakter, som f.eks. oplysninger af den karakter, der er nævnt i forvaltningslovens § 28, stk. 1, (bl.a. helbredsforhold og seksuelle forhold) utvivlsomt vil (være) omfattet af undtagelsesadgangen. Spørgsmålet om indhentning af en udtalelse fra den, oplysningerne vedrører, nævnes i relation til muligheden for undtagelse af de oplysninger, der er nævnt i § 12, stk. 1, nr. 2 (oplysninger om tekniske indretninger, drifts- eller forretningsforhold eller lignende). Det må efter Sundhedsministeriets opfattelse også tillægges betydning, dels at det ikke vides, hvorfra oplysningerne om bipersonen stammer, dels at de omhandlede oplysninger er tilgået registret helt tilbage i 1976."
Med henvisning til denne udtalelse afslog Statens Seruminstitut i skrivelse af 11. september 1990 A's anmodning. Instituttet oplyste i den forbindelse, at Sundhedsministeriet havde besluttet, at syfilisregisteret skal underlægges lov om offentlige registre, hvilket vil betyde, at oplysningerne om bipersonen i registeret bliver slettet.
Sundhedsministeriet tiltrådte i skrivelse af 31. oktober 1990 instituttets afslag på aktindsigt, idet ministeriet henviste til sin udtalelse af 30. august 1990.
A henviste i klagen til mig til det, A tidligere havde anført, navnlig om muligheden for at indhente en udtalelse fra bipersonen.
I en udtalelse af 11. december 1990 til mig henholdt Sundhedsministeriet sig til sin afgørelse og henviste til sin udtalelse af 30. august 1990.
Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til A:
"Sundhedsministeriets afgørelse af 31. oktober 1990 er truffet på grundlag af bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 2, som har følgende indhold:
"Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn, der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod."
Jeg er enig i, at nærmere oplysninger om bipersonens forhold ikke er nødvendige for at forstå oplysningerne om Dem. Disse oplysninger falder for så vidt helt uden for den særlige adgang til egenaccess efter § 4, stk. 2. Adgangen til oplysningerne må i givet fald bedømmes efter offentlighedslovens øvrige bestemmelser.
(Der er således ikke anledning til over for disse oplysninger at foretage afvejning om eventuel udelukkelse efter bestemmelsen i § 4, stk. 2, 2. pkt. - således som det tilsyneladende er sket i Sundhedsministeriets ovenfor citerede udtalelse).
Derimod er selve oplysningen om, at der er noteret en "biperson", det vil sige en formodet smittekontakt, oplysning om denne persons identitet samt eventuelle nærmere oplysninger om kontakten med Dem efter min opfattelse umiddelbart omfattet af udtrykket (oplysninger om Deres) "personlige forhold", således som dette udtryk er anvendt i offentlighedslovens § 4, stk. 2. Jeg henviser til, at der i den givne sammenhæng er tale om information vedrørende seksuel kontakt mellem Dem og den pågældende biperson.
Det retlige udgangspunkt er herefter, at De har ret til aktindsigt med hensyn til de ønskede oplysninger om bipersonens identitet m.v. Dette udgangspunkt kan imidlertid fraviges efter en konkret afvejning af modstående hensyn til (bl.a.) den pågældende biperson, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt.
Jeg har ikke fundet grundlag for at kritisere den afvejning Sundhedsministeriet har foretaget, og hvorefter hensynet til bipersonen i dette tilfælde må tillægges afgørende vægt, jf. det herom anførte i Sundhedsministeriets udtalelse af 30. august 1990.
Vedrørende spørgsmålet om indhentelse af en udtalelse fra den pågældende biperson skal jeg bemærke følgende:
I forbindelse med vedtagelsen af den tidligere offentlighedslov (lov nr. 280 af 10. juni 1970) blev det overvejet at indføre en bestemmelse om høring af den, hvis interesser kan være til hinder for udlevering af oplysningerne. Overvejelserne (som førte til, at en sådan bestemmelse ikke blev indsat i loven) vedrørte alene de tilfælde, hvor der ved afgørelsen af aktindsigtspørgsmålet skal foretages en konkret interesseafvejning - ikke de tilfælde, der var omfattet af den absolutte bestemmelse i lovens § 2, stk. 1, nr. 1 (svarende til den gældende lovs § 12, stk. 1, nr. 1).
Muligheden for at indhente en sådan udtalelse er tilsvarende nu omtalt i Justitsministeriets ovennævnte vejledning pkt. 42 og 44, i forbindelse med omtalen af lovens § 12, stk. 1, nr. 2, og § 13.
Myndigheden har således ikke en i loven fastsat pligt til at indhente en udtalelse fra den berørte, men kan (og bør) i visse tilfælde efter et konkret skøn gøre det.
Idet jeg i øvrigt henviser til det, som Sundhedsministeriet har anført herom i sin udtalelse af 30. august 1990 om hensynet til bipersonen, har jeg herefter ikke fundet grundlag for at kritisere, at der er truffet afgørelse i sagen uden at efterkomme Deres anmodning om indhentelse af en udtalelse fra bipersonen."