25. april 1991

Aktindsigt i filmbudget

01-01-1991

Det Danske Filminstitut (F) havde med henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, afslået en begæring fra en journalist om aktindsigt i budgettet for en film, som var under produktion med støtte fra F. Kulturministeriet (K) ændrede F's afgørelse efter at have indhentet en udtalelse fra bl.a. filmens producent A, idet K ikke fandt, at aktindsigt kunne antages at påføre de involverede parter en nærliggende risiko for økonomisk tab. K fandt heller ikke, at undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7 (om interne arbejdsdokumenter), § 12, stk. 1, nr. 1 (om personlige oplysninger) eller § 13, stk. 1, nr. 6 (om særlige hensyn) kunne finde anvendelse.
A klagede over K's afgørelse. Han mente, at aktindsigt i budgettet ville røbe hans kunstneriske praksis, som måtte betragtes som en arbejdshemmelighed.
Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere K's afgørelse.
J.nr. 1990-1953-79

A klagede over en afgørelse fra Kulturministeriet, hvorved ministeriet imødekom en anmodning fra en journalist om aktindsigt i budgettet for en film, som produceredes af A's produktionsselskab. Ministeriet ændrede herved Filminstituttets afgørelse, idet instituttet havde afslået aktindsigtbegæringen med henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Kulturministeriet fandt ikke, at aktindsigt i produktionsbudgettet kunne antages at påføre de involverede parter en nærliggende risiko for økonomisk tab.

Filminstituttet havde i en udtalelse til Kulturministeriet anført:

"...

Ved en gennemgang af filmens produktionsbudget finder jeg, at dette indeholder så mange og detaljerede oplysninger om den tekniske del af produktionen, samt navne på de mennesker der skal medvirke i denne, at der ud fra en konkret bedømmelse af sagen kan være nærliggende risiko for, at offentliggørelse af disse oplysninger kan medføre et økonomisk tab for (A's) produktionsselskab.

Jeg tænker i denne forbindelse på, at der i budgettet er optaget udgifter til specificeret optageudstyr, materialer, efterarbejde, laboratorium m.v. ..."

Inden Kulturministeriet traf sin afgørelse, havde man indhentet en udtalelse fra A, hvori A støttede instituttets afgørelse, samt en mundtlig udtalelse fra B A/S.

Filminstituttet anmodede ministeriet om at overveje sagen på ny, idet instituttet anførte:

" ...

På den baggrund besluttedes det at drøfte spørgsmålet med Filminstituttets bestyrelse.

I forbindelse hermed havde (A) anmodet om foretræde for bestyrelsen for at fremlægge sin vurdering af sagen. (A) gav ved den lejlighed udtryk for, at han ikke havde modtaget ministeriets afgørelse og gav samtidig udtryk for, at han ville protestere over afgørelsen om aktindsigt overfor ministeriet og ville skærpe sin holdning i forhold til sin udtalelse af 4. december 1990, idet han ikke føler, at ministeriet har taget sagens kerne tilstrækkelig alvorligt.

(A) oplever det som en trussel mod sin kommercielle integritet og sin kunstneriske frihed og henviser til, at enhver med kendskab til filmproduktion ved, at budgettet kun kan forstås, hvis man kender filmens manuskript og detailplanlægning. Et budget er den praktiske omskrivning af idéen og rummer arbejdshemmeligheder og i (A's) tilfælde vil den røbe den kunstneriske praksis, som er opfundet af ham selv, og som må betragtes som arbejdshemmelighed.

Desuden har Filminstituttet modtaget henvendelse fra Instruktørsammenslutningen, der anmoder om, at Filministituttet undlader at give aktindsigt i budgettet for (filmen).

På den baggrund besluttede Filminstituttets bestyrelse at anmode Kulturministeren - med henvisning til ovennævnte kunstneriske argumenter, - påny at vurdere sagen."

Samtidig anmodede A kulturministeren om en revurdering af sagen med henvisning til det, A havde anført over for instituttets bestyrelse. A anførte, at der var tale om "en trussel mod (A's) kunstneriske frihed og  ...  kommercielle integritet".

Kulturministeriet fastholdt sin afgørelse.

I klageskrivelsen til mig anførte A, at aktindsigt først bør gives, når en film er færdigproduceret. Indtil da bør aktindsigt nægtes under henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 13, stk. 1, nr. 6.  Endvidere er budgettet vedrørende en film under produktion et internt arbejdsdokument i Filminstituttet og omfattet af lovens § 7.

 

Jeg modtog i anledning af A's klage en udtalelse fra Kulturministeriet, som anførte:

" ...

Ved bedømmelsen af sagen har Kulturministeriet været af den opfattelse, at spørgsmålet om aktindsigt i det pågældende budget måtte afgøres ud fra bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2.

Fra Det danske Filminstituts og filminstruktør (A's) side har det særligt været gjort gældende, at budgettet er en praktisk omskrivning af filmskaberens idé og rummer arbejdshemmeligheder, der røber den kunstneriske praksis, som filmskaberen har udviklet, og at aktindsigt derfor ville være meningsløs og kunne virke destruktiv.

Ministeriet har imidlertid været af den opfattelse, at det foreliggende budget med de der angivne skematisk opstillede faktiske oplysninger ikke kan sidestilles med et ophavsretligt værk, som fx et filmmanuskript, og derfor ikke kan antages at være omfattet af ordene "og lignende" i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, som efter lovens motiver kan lede til, at der eventuelt bør tages særlige hensyn, når det gælder spørgsmålet om aktindsigt i ophavsretligt beskyttede værker.

Med hensyn til de af (A) i dennes skrivelse af 19. december 1990 til Folketingets Ombudsmand anførte synspunkter bemærkes, at ministeriet ikke finder, at de konkrete oplysninger, som fremgår af det omhandlede budget, i det foreliggende tilfælde kan danne grundlag for undtagelse fra offentlighed i henhold til bestemmelserne i offentlighedslovens §§ 7, 12, stk. 1, nr. 1, eller § 13, stk. 1, nr. 6. ..."

Jeg modtog endvidere sagens akter, herunder det omhandlede budget.

A havde ikke yderligere bemærkninger til sagen i anledning af ministeriets udtalelse.

 

Jeg udtalte herefter følgende i en skrivelse til A:

"Filminstituttets afslag på aktindsigt i det omhandlede filmbudget blev meddelt med henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Kulturministeriet fandt ved sin afgørelse, at der ikke i den nævnte bestemmelse var grundlag for at afslå aktindsigtsbegæringen.

Bestemmelsen har følgende indhold:

"Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om ...

2)tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes."

Afslag på aktindsigt efter denne bestemmelse kan kun meddeles, såfremt imødekommelse af aktindsigtsbegæringen efter et konkret skøn må antages at indebære en nærliggende risiko for, at der påføres den pågældende person eller virksomhed økonomisk skade, jf. betænkning nr. 857/1978 s. 47 og s. 254f, og Justitsministeriets Vejledning om lov om offentlighed i forvaltningen (1986), s. 30. Nævnte sted i vejledningen er omtalt muligheden af at indhente en udtalelse fra den berørte.

 

Efter min gennemgang af sagen finder jeg ikke at kunne kritisere, at Kulturministeriet, efter at have indhentet udtalelser fra bl.a. Dem, fandt, at der ikke var oplyst forhold, der kunne bære en antagelse om, at offentliggørelse af filmbudgettet ville indebære en nærliggende risiko for økonomisk skade, og at afslag på aktindsigt derfor ikke kunne gives med henvisning til bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 2.

Kulturministeriets opfattelse, hvorefter filmbudgettet - som er udarbejdet af Dem til brug for ansøgning om støtte fra Filminstituttet til (A's produktionsselskabs) produktion af filmen - ikke kan undtages fra offentlighed i henhold til bestemmelsen i lovens § 12, stk. 1, nr. 1, om enkeltpersoners private forhold, eller § 7 om en myndigheds interne arbejdsdokumenter, kan ikke give mig anledning til bemærkninger. Det samme er tilfældet for så vidt angår bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 6, som efter ordlyd og forarbejder har et meget snævert anvendelsesområde."