Sømændenes Forbund klagede over Søfartsstyrelsens og Besætningsnævnets behandling og afgørelse af rederiet R's ansøgninger om ny fastsættelse af besætningerne for seks skibe. Besætningsnævnet stadfæstede Søfartsstyrelsens afgørelser i kendelserne L 164/89 og L 165/89, begge af 20. oktober 1989.
Det fremgik af sagen, at R den 30. juni 1989 indsendte ansøgninger til Søfartsstyrelsen om nye fastsættelser af besætningerne for seks skibe. Ansøgningerne blev den 3. juli 1989 påstemplet i styrelsen, at de var sendt til underretning og eventuel udtalelse inden den 17. juli 1989 i Danmarks Skibsførerforening, Dansk Styrmandsforening, Dansk Skipperforening af 1942, Maskinmestrenes Forening, Dansk Sø-Restaurations Forening, Sømændenes Forbund, Metal Søfart og Besætningsnævnet.
Den 17. juli 1989 fastsatte Søfartsstyrelsen i henhold til besætningslovens § 4, besætningen for de seks skibe i overensstemmelse med R's ønsker. Det fremgik af Søfartsstyrelsens skrivelser af 17. juli 1989, at afgørelserne inden en måned kunne indbringes for besætningsnævnet af R eller én af de søfarendes organisationer. I breve af 20. juli 1989 og 26. juli 1989 ankede Sømændenes Forbund de seks afgørelser. I forbindelse med fastsættelserne af besætningerne for "M/S (X)" og "M/S (Y)" (den senere besætningsnævnskendelse L 164/89) henviste forbundet til den tidligere nævnskendelse L 53/83 af 15. maj 1986, og den heri begrundede besætningsfastsættelse. I forbindelse med fastsættelsen af besætningerne for de fire øvrige skibe (den senere kendelse L 165/89) henviste forbundet til den tidligere nævnskendelse L 108/86 af 19. marts 1987. Forbundet mente, at R's ansøgninger var intetsigende, og ikke angav ændringer eller forbedringer, som kunne berettige Søfartsstyrelsens imødekommelse af R's ønsker.
Den 22. september 1989 indkaldte Besætningsnævnet til møde om sagerne den 9. oktober 1989. Parterne, "Sømændenes Forbund i Danmark" og "(R)", blev i henhold til nævnets forretningsorden, § 6, stk. 2, gjort bekendt med sagerne, og Søfartsstyrelsen blev underrettet i tilfælde af, at styrelsen fandt anledning til at fremkomme med en skriftlig udtalelse til brug for nævnets afgørelser. Søfartsstyrelsen sendte den 3. oktober 1989 en udtalelse til brug for Besætningsnævnets behandling af sagerne. Søfartsstyrelsen oplyste, at da ingen af organisationerne reagerede på styrelsens brev af 3. juli 1989, og da de ønskede ændringer af besætningerne i øvrigt svarede til, hvad der efter de seneste ændringer af besætningsloven var fastsat for andre moderne indrettede skibe af samme type, anså styrelsen ikke længere de tidligere nævnskendelser L 53/83 og L 108/86 for bindende. Angående besætningsfastsættelsen i sagen L 164/89 skrev Søfartsstyrelsen videre:
"Til sammenligning kan eksempelvis nævnes fastsættelsen for (et bestemt andet skib - Z), der d. 25. august 1988 fik fastsat en dæksbesætning omfattende 3 befarne og 1 ubefaren matros, se vedlagte besætningsfastsættelse. Fastsættelsen for dette skib, der måler 14.258 GRT, og som oprindelig var bestilt af (R), blev ikke indanket for besætningsnævnet, og dette noget større skib har således i over et år sejlet med denne besætningsfastsættelse.
Endvidere skal det fremhæves, at Søfartsstyrelsen har vurderet, at de i denne sag omhandlede skibe udstyrs- og automationsmæssigt kan sammenlignes med (et noget større skib), således at også disse skibe under iagttagelse af de i besætningsloven anførte hensyn vil være sikkerhedsmæssigt forsvarligt bemandet med en dæksbesætning på 4 personer bestående af 3 befarne og 1 ubefaren matros."
Angående besætningsfastsættelsen i sagen L 165/89 skrev Søfartsstyrelsen tilsvarende, dog med den forskel, at de for disse skibe fastsatte dæksbesætninger var 5 personer - 4 befarne og 1 ubefaren matros.
Besætningsnævnets kendelse L 164/89 fastsætter herefter:
"Der er ikke begæret offentlig procedure og sagen er herefter foretaget i et lukket møde den 9. oktober 1989 med deltagelse af (en) organisationssekretær, (en) overstyrmand, (4 kaptajner) og (en) højesteretsdommer (formanden).
Sømændenes Forbund i Danmark har i mødet bestridt at have modtaget den af Søfartsstyrelsen nævnte skrivelse af 3. juli 1989.
I nævnet er der ikke opnået enighed.
Der er afgivet 4 stemmer for at stadfæste Søfartsstyrelsens afgørelse.
Fra disse voterendes side er det bl.a. anført, at der foreligger skibsførerrapporter af 2. august 1989, der klart viser, at den besætning, der er fastsat af Søfartsstyrelsen, er tilstrækkelig. I forhold til den tidligere besætningsfastsættelse i overensstemmelse med Besætningsnævnets kendelse af 15. maj 1986 er der alene sket ændringer i besætningens kvalifikationer, idet 1 befaren matros er erstattet med 1 ubefaren matros. Den tidligere besætningsnævnskendelse var i det væsentlige begrundet med problemerne i forbindelse med surring. Surring foretages nu af et specielt surringsgæng, og der er intet til hinder for, at en ubefaren matros kan deltage i kontrolarbejdet med surringen på lige fod med en befaren matros. Hertil kommer, at der er et vist behov for uddannelsesstillinger i RO/RO skibe. Disse voterende har i øvrigt henvist til Søfartsstyrelsens skrivelse af 3. oktober 1989 og den deri angivne begrundelse, herunder navnlig den skete besætningsfastsættelse for lastmotorskibet "(Z)".
Der er afgivet 3 stemmer for at fastsætte dæksbesætningen til 4 befarne matroser. Disse voterende har fremhævet, at den tidligere besætningsfastsættelse er sket ved nævnets kendelse af 15. maj 1986. Det må herefter ligge fast, at der ikke kan foretages ændringer i besætningsfastsættelsen, med mindre der forelægges væsentlige nye oplysninger. Rederiets ansøgning er aldeles ubegrundet. Besætningsfastsættelser sker ud fra et individuelt skøn over hvert enkelt skib og behovet for besætningen i dette, og der kan derfor ikke tillægges besætningsfastsættelsen for så vidt angår lastmotorskibet "(Z)" nogen væsentlig betydning i denne henseende.
Der afsiges kendelse i overensstemmelse med stemmeflertallet."
Kendelse L 165/89 fastsætter:
"Der er ikke begæret offentlig procedure i sagen der herefter er foretaget i et lukket møde den 9. oktober 1989 med deltagelse af (en) organisationssekretær, (en) overstyrmand, (4 kaptajner) og (en) højesteretsdommer (formanden).
Sømændenes Forbund i Danmark har i mødet bestridt at have modtaget den nævnte skrivelse af 3. juli 1989.
Der er i mødet ikke opnået enighed.
Der er afgivet 6 stemmer for at stadfæste Søfartsstyrelsens afgørelser.
Til støtte for dette votum er der bl.a. af de voterende anført, at rederiets ansøgning ganske vist i det væsentlige er ubegrundet, men det samme gælder klagen fra Sømændenes Forbund i Danmark. De tidligere besætningsfastsættelser er sket i henhold til 1985-loven, og det er almindeligt kendt, at der efter de seneste besætningsfastsættelser efter 1988-loven er sket en yderligere reduktion i besætningerne, og det er ikke påvist, at disse reduktioner har forringet sikkerheden om bord i de pågældende skibe. I det foreliggende tilfælde er antallet af besætningsmedlemmer det samme som hidtil, og det kan ikke antages, at det forhold, at en befaren matros erstattes af en ubefaren matros, skulle forringe sikkerheden om bord. Det er i denne forbindelse fremhævet, at surringsarbejdet nu foretages af et specielt surringsgæng. Der foreligger skibsførerrapporter af 29. september 1989 og 5. oktober 1989, hvorefter den foreskrevne besætning skulle være tilstrækkelig. Når lastmotorskibet "(Z)" kan sejles forsvarligt med 3 befarne og 1 ubefaren matros, vil det formentlig være rigtigst alene at fastsætte en besætning svarende hertil for de pågældende skibe, der i et og alt minder om hinanden.
Der er afgivet 1 stemme for at fastsætte dæksbesætningen til 5 befarne matroser. Denne voterende har henvist til, at denne besætningsfastsættelse er sket ved nævnets kendelse af 19. marts 1987. En sådan besætningsfastsættelse må stå fast, indtil der bliver forelagt nævnet helt afgørende oplysninger, der kan begrunde en ændret besætningsfastsættelse. Da dette ikke er sket, er der derfor intet der taler for at foretage en ændring i besætningsfastsættelsen.
Der afsiges kendelse i overensstemmelse med stemmeflertallet."
Den 16. oktober 1989 rettede Sømændenes Forbund henvendelse til Søfartsstyrelsen. Under henvisning til udtalelse af 3. oktober 1989, hvor styrelsen skrev, at de tidligere kendelser L 53/83 og L 108/86 ikke længere kunne anses for bindende, bad forbundet om en fortegnelse over eventuelle andre kendelser, som Søfartsstyrelsen havde følt sig foranlediget og kompetent til at underkende. Hertil svarede styrelsen den 6. november 1989 bl.a.:
"Det skal i denne forbindelse fremføres, at Besætningsnævnet i henhold til lov om skibes besætning, lovbekendtgørelse nr. 585 af 29. september 1988, har den endelige administrative afgørelse. Styrelsen kan således ikke underkende nævnets afgørelser.
Hvis der imidlertid i forbindelse med ansøgning om ændring af en besætningsfastsættelse for et skib fremkommer nye væsentlige oplysninger, eller der generelt er indvundet nye erfaringer vedrørende drift af vedkommende skibstype, og dette af Søfartsstyrelsen ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt vurderes at kunne begrunde en ændret fastsættelse, kan en tidligere kendelse fra Besætningsnævnet efter styrelsens opfattelse ikke forhindre en ny besætningsfastsættelse med deraf følgende mulighed for fornyet behandling i Besætningsnævnet. Denne opfattelse synes at have støtte i Besætningsnævnets ovennævnte kendelser. Det tilføjes, at Styrelsen ifølge fast praksis inden afgørelse træffes gør Forbundet bekendt med samtlige ansøgninger om nye eller ændrede besætningsfastsættelser der vedrører forbundets område."
I henvendelse til mig af 10. november 1989 fastholdt Sømændenes Forbund, at forbundet ikke havde modtaget Søfartsstyrelsens brev af 3. juli 1989. Forbundet klagede over, at styrelsen og Besætningsnævnet havde ændret besætningsfastsættelsen for de seks skibe på trods af, at besætningen for disse skibe tidligere var fastsat, jf. kendelserne L 53/83 og L 108/86. Rederiernes ansøgninger indeholdt efter forbundets mening ingen begrundelse for ønskerne om ændring i fastsættelsen - og der var ikke siden kommet nye oplysninger frem, som kunne begrunde ændringerne. Forbundet mente, at både Søfartsstyrelsen og Besætningsnævnet var bundet af de tidligere kendelser. Nævnets flertal havde i begrundelsen bl.a. henvist til, at der skulle være ændrede forhold om bord ved surringen af lasten. Dette var ikke påberåbt af (R), og var ikke indgået i Søfartsstyrelsens behandling af sagen. Et nævnsmedlem havde derimod peget på dette forhold under nævnets behandling af sagerne. Forbundet henviste til, at nye anbringender meddelt under sagens behandling i nævnet bl.a. afskar klageren fra at varetage sine interesser og fandt dette understreget af, at der ikke var afgivet tilsvar i sagerne. I kendelse L 165/89 henviste flertallet til foreliggende skibsførerrapporter, dateret 29. september 1989 og 5. oktober 1989, som først var fremlagt under nævnets behandling af sagen.
I udtalelsen til mig af 20. marts 1990 redegjorde Søfartsstyrelsen for den praksis, der følges i forbindelse med ansøgninger om fastsættelse af skibes besætning - både for så vidt angår nybyggede og indkøbte skibe, og for så vidt angår ændringer i besætningsfastsættelser. Søfartsstyrelsen oplyste endvidere, at Dansk Skibsførerforening og Dansk Styrmandsforening telefonisk over for styrelsen havde bekræftet modtagelsen af styrelsens brev dateret 3. juli 1989. Med hensyn til de rejste spørgsmål om tidligere kendelsers bindende virkning og nye anbringender skrev styrelsen:
"For så vidt angår det af Sømændenes Forbund i Danmark rejste spørgsmål vedrørende eventuel bindende virkning af Besætningsnævnets tidligere afgørelser for samme skib, kan Søfartsstyrelsen, ud over det i svaret til forbundet (sagens bilag 17) anførte, samt det i vedlagte skrivelse af 3. oktober 1989 til Besætningsnævnet i sagen L 164/89 nævnte, henvise til de almindelige bemærkninger, nr. 2, til lovforslag nr. L 111, forslag til lov om ændring af lov om skibes besætning, fremsat den 2. december 1987, hvorefter lovforslaget netop tilsigter at skabe bedre muligheder for at tilpasse danske skibes besætning, såvel kvantitativt som kvalitativt, til den udvikling, der finder sted inden for skibsfartserhvervet, og til forholdene i de lande, som dansk skibsfart konkurrerer med.
For så vidt angår spørgsmålet om nye anbringender, der er meddelt under Besætningsnævnets behandling, må styrelsen henholde sig til det i nævnets skrivelse af 12. marts 1990 anførte. Styrelsen er uden kendskab til nævnets overvejelser, men man har ikke hidtil haft grundlag for at omtviste den sondring, der sker mellem anbringender, som nævnet mener umiddelbart at kunne medinddrage i en afgørelse og anbringender, der giver nævnet anledning til at kræve fornyet sagsbehandling i Søfartsstyrelsen."
Om spørgsmålet vedrørende nye anbringender skrev Besætningsnævnets formand i udtalelsen af 12. marts 1990 til mig:
"Med hensyn til nye anbringender tilstræbes det - som for nye påstande - at følge regler svarende til retsplejelovens. Jeg er efter drøftelser i nævnet overbevist om, at der er fuld opbakning til dette. Klageskrifter er imidlertid ofte kortfattede og indeholder foruden påstanden kun ganske enkelte bemærkninger til støtte for denne. Dette gælder i et vist omfang også klageskrifter fra Sømændenes Forbund i Danmark. Nævnets medlemmer har derfor jævnlig henstillet, at man kommer med en mere udførlig argumentation enten i klageskriftet eller i et supplerende indlæg. I praksis har problemerne - hidtil - løst sig, idet forhandlingerne foregår på følgende måde:
Hvert medlem, bortset fra formanden, redegør inden stemmeafgivningen efter tur for sit syn på sagen og nævner de faktiske oplysninger, som han finder relevante, herunder eventuelt erklæringer fra de interessegrupper, han repræsenterer. Der er intet til hinder for, at han kan støtte sig til skriftlige notater og andet skriftligt materiale, som dog ikke tillades fremlagt, medmindre det er fremsendt til nævnet i rimelig tid inden mødet. Efter første indlæg er der mulighed for replik. Kommer der senere nye oplysninger, eller skulle det vise sig, at der er givet urigtige oplysninger, kan sagen eventuelt genoptages. Såfremt et medlem ikke mener at kunne tage stilling til et anbringende eller en oplysning, som han ikke var forberedt på, kan sagen udsættes, jf. således Besætningsnævnets senest afsagte kendelse i sagen L. 154/89, der vedlægges.
Hvis det er nye erfaringer vedrørende driften af det pågældende skib, der er baggrunden for en ansøgning om besætningsfastsættelse - således som flertallet må antages at have lagt til grund i sagen L 164/89 - skal sagen altid behandles i første instans af Søfartsstyrelsen."
I en skrivelse til klageren udtalte jeg følgende:
"Lov om skibes besætning, jf. lovbekendtgørelse nr. 585 af 29. september 1988, indeholder i § 3 følgende bestemmelse:
"§ 3.
På ethvert skib skal der være en skibsfører, ligesom der herudover skal være den af hensyn til sikkerhed for menneskeliv på søen nødvendige besætning."
- 4 i lovens kapitel 2 om handelsskibe er formuleret således:
"§ 4.
For passagerskibe uanset størrelse, for lastskibe på 20 tons og derover og for lastskibe under 20 tons uden for kystfart fastsættes besætningen af Søfartsstyrelsen. For lastskibe under 20 tons i kystfart kan Søfartsstyrelsen fastsætte besætningen, såfremt hensynet til sikkerheden for menneskeliv på søen gør det påkrævet.
Stk. 2. Besætningen fastsættes for hvert enkelt skib under hensyn til skibets type, indretning, udstyr, anvendelse og fartsområde, således at besætningens størrelse og sammensætning gør det muligt at dække alle opgaver af betydning for skibets og de ombordværendes sikkerhed, herunder
1) opretholdelse af sikker bro- og maskinvagt,
2) betjening og vedligeholdelse af redningsmidler,
3) betjening og vedligeholdelse af havarikontrol-, brandsluknings- og kommunikationsudstyr,
4) anden vedligeholdelse og rengøring af sikkerhedsmæssig art,
5) fortøjningsopgaver,
6) kostforplejning og sundhedsforhold.
Stk. 3. Ved fastsættelsen af besætningen skal der endvidere tages hensyn til vagtordningen om bord, til holddrift, til de enkelte besætningsgruppers faktiske arbejdstid, til gældende hviletidsbestemmelser, til anvendelse af enhedsmandskab.
Stk. 4. (Ophævet).
Stk. 5. (Ophævet).
Stk. 6. (Ophævet)."
Indtil den gældende lov om skibes besætning nr. 407 af 1. juli 1988 trådte i kraft, indeholdt § 4 bemandingsskalaer.
Om lovændringen indeholder lovforslaget bl.a. følgende generelle bemærkninger (Folketingstidende A 87/88, 2. samling, s. 31 ff):
"Nærværende lovforslag fremsættes med henblik på:
- at skabe mulighed for, at den i det samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om uddannelse af maskinmestre omhandlede person, der har bestået 1. årsprøve til maskinmestereksamen, kan gøre tjeneste som maskinofficer i skibe med fremdrivningsmaskineri under 3000kW, jfr. det samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om ændring af sønæringsloven,
- at tilvejebringe bedre muligheder for på et sikkerhedsmæssigt forsvarligt grundlag og under hensyn til internationalt gældende konventioner at tilpasse danske skibes besætning, såvel kvantitativt som kvalitativt, til den udvikling, der finder sted inden for skibsfartserhvervet, og til forholdene i de lande, som dansk skibsfart konkurrerer med,
3.at skabe mulighed for, at loven kan finde anvendelse på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, samt
4.at foretage sådanne ændringer, som erfaringerne ved lovens administration og lovens virke har vist ønskelige."
Ad 1.
" ..."
Ad 2.
" ...
Bemandingsskalaerne i lovens § 4, stk. 5, afspejlede med enkelte undtagelser den faktiske bemanding i skibe, der var udstyret som anført i stk. 4, ved lovens forelæggelse i 1985 og skulle tjene som udgangspunkt ved besætningsfastsættelsen.
Disse skalaer foreslås ophævet. - De har udført deres mission, og dels afspejler de - efter mange besætningsfastsættelser og mange afgørelser i Besætningsnævnet - ikke længere den faktiske bemanding, dels virker de hindrende med hensyn til at følge den teknologiske udvikling på området. F.eks. kræves i norske skibe kun 2 styrmænd i skibe op til 4000 bruttoregistertons (BRT), medens lovens vejledende skala anfører 3 styrmænd i skibe over 2000 BRT.
Ad nr. 3.
Ved lovens forelæggelse i 1985 havde udviklingen medført, at antallet af uddannelsesstillinger, især for så vidt angik ubefarne matroser, var begrænset til de mindre skibe. Det anførtes derfor i bemærkningerne til loven, at det ved fastsættelse af en besætning, der afveg fra skemaerne i stk. 5, skulle tilstræbes, at der også blev uddannelsesstillinger i større skibe, hvor dette ud fra en sikkerhedsmæssig betragtning ansås for forsvarligt.
Eftersom skemaerne foreslås ophævet og under hensyn til, at besætningen ikke skal fastsættes højere, end hensynet til sikkerheden tilsiger, foreslås det, at dette hensyn udgår af loven.
Det tilføjes, at der i den forløbne tid er fastsat en række stillinger som ubefaren matros i større skibe.
Ad nr. 4.
Der henvises til de almindelige bemærkninger."
De hensyn, som myndighederne skal varetage ved afgørelser efter den gældende besætningslov, skaber efter min mening ikke grundlag for at antage, at Besætningsnævnets tidligere kendelser generelt udelukker Søfartsstyrelsen fra at realitetsbehandle ansøgninger om fornyet besætningsfastsættelse. De tidligere kendelser er afsagt den 15. maj 1986, henholdsvis den 19. maj 1987, og de er truffet før de omtalte ændringer i besætningsloven, der i forarbejderne netop lægger vægt på, at besætningsfastsættelsen ikke skal være højere, end hensynet til sikkerheden tilsiger, jf. de ovenfor citerede bemærkninger til punkt 3 i Folketingstidende A. 87/88, s. 34.
Jeg finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at Søfartsstyrelsen på trods af Besætningsnævnets tidligere kendelser, L 53/83 og L 108/86, realitetsbehandlede (R's) ansøgninger af 30. juni 1989, og fastsatte besætningerne for de seks skibe den 17. juli 1989 - eller at Besætningsnævnet afsagde nye kendelser den 20. november 1989.
I henhold til besætningslovens § 18, jf. nævnets forretningsordens § 3, kan vedkommende rederi eller søfarendes organisation klage over Søfartsstyrelsens afgørelser til Besætningsnævnet.
Som sagen er oplyst, må jeg lægge til grund, at Besætningsnævnets kendelser i de to sager i nogen grad bygger på oplysninger af faktisk karakter, som ikke forud for nævnets behandling og afgørelse var forelagt Sømændenes Forbund som klager.
Om myndighedernes pligt til, før afgørelse træffes, at høre parter om en sags faktiske omstændigheder, som parten ikke kan antages at være bekendt med, indeholder forvaltningslovens § 19 følgende bestemmelser:
" Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1."
Om § 19, stk. 2, nr. 6, anføres det i forvaltningslovens forarbejder blandt andet:
"På en del forvaltningsområder er der i de seneste år gennemført regler, der - afpasset efter de særlige forhold, der gælder for disse sagsområder - skal sikre, at parter og andre interesserede inddrages i sagsforberedelsen. Det gælder således f.eks. lovgivningen vedrørende fysisk planlægning, ekspropriationslovgivningen og skattestyrelsesloven. Disse regler er netop udformet med henblik på at sikre, at parterne inddrages på den mest hensigtsmæssige måde inden for de pågældende forvaltningsområder. Sådanne regler vil derfor blive opretholdt."
(Folketingstidende 1985/86, Tillæg A, spalte 94 ff)
Besætningslovens ordning, hvorefter parterne i de konkrete sager, der indbringes for Besætningsnævnet, vil være repræsenteret - direkte eller indirekte - i nævnets sammensætning, kan efter min opfattelse ikke i almindelighed anses for at være en sådan særregulering af partsbeføjelserne, som efter § 19, stk. 2, nr. 6 fortrænger hovedreglen om partshøring. Det bemærkes herved også, at den nærmere regulering af proceduren i Besætningsnævnet og de retsplejelignende garantier, som nævnets formand har henvist til i udtalelsen af 12. marts 1990, findes i forretningsordenen og fremgår af nævnets praksis. Dette er ikke tilstrækkeligt til at opfylde forudsætningen i § 19, stk. 2, nr. 6, om, at de særlige bestemmelser skal være fastsat ved lov.
Besætningsnævnet er således efter min mening bundet af hovedreglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, om partshøring. Pligten til at forelægge nye faktiske oplysninger (af væsentlig betydning for sagen) for parterne i sagen kan ikke i almindelighed anses for opfyldt gennem forelæggelsen for den pågældende organisationsrepræsentant i nævnet, jf. ovenfor.
Noget andet er, at forbindelsen mellem parten og den pågældende organisationsrepræsentant efter omstændighederne kan være så direkte, at der reelt må siges at foreligge en form for partsrepræsentation, der gør særskilt partshøring unødvendig. Sådan er forholdet efter min opfattelse i denne sag, hvor Sømændenes Forbund dels står som den ene part (klager) i sagen, dels har egen repræsentant i Besætningsnævnet. Det pågældende nævnsmedlem står i tæt forbindelse med parten, idet han - så vidt jeg forstår - er ansat i forbundet. Som nævnsmedlem blev han gjort bekendt med oplysningerne forud for nævnets kendelse, og han havde lejlighed til at begære sagen udsat.
Under disse omstændigheder må den konkrete sags beskaffenhed og sagsbehandlingen siges at være af en sådan karakter, at det efter min opfattelse må anses for ubetænkeligt, at nævnet traf afgørelse i sagerne på det foreliggende grundlag, jf. § 19, stk. 2, nr. 1.
Jeg finder herefter ikke at kunne kritisere, at Besætningsnævnet afsagde kendelser i L 164/89 og L 165/89, uden at Sømændenes Forbund forud for det afgørende møde i nævnet den 20. oktober 1989 var blevet gjort bekendt med oplysningerne og havde haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.
Jeg har dog fundet det rigtigst at orientere Industriministeriet om sagen med særligt henblik på mine generelle bemærkninger om anvendelsen af forvaltningsloven - især § 19 - i forhold til Besætningsnævnet. Jeg har samtidig peget på, at der muligvis kan være behov for at ændre den gældende forretningsorden for Besætningsnævnet, således at forholdet til forvaltningsloven afklares."