A klagede over, at Direktoratet for Folkeoplysning, Frie Grundskoler m.v. havde truffet afgørelse om ikke at anvende et andet beregningsgrundlag end indkomstgrundlaget ved beregning af elevstøtte til hendes datters ophold på S Idrætsefterskole. A klagede endvidere over begrundelsen for direktoratets afgørelse.
Efter min gennemgang af sagen meddelte jeg følgende:
"(A's) klage vedrører Direktoratet for Folkeoplysning, Frie Grundskoler m.v.'s afgørelse om ikke at anvende et andet beregningsgrundlag end indkomstgrundlaget ved beregningen af elevstøtte til hendes datters ophold i skoleåret 1990/91 på (S) Idrætsefterskole.
Direktoratets afgørelse er som bekendt truffet på grundlag af § 11 i bekendtgørelse nr. 774 af 12. december 1989 om elevstøtte til elever på de frie kostskoler. Efter denne bestemmelse kunne direktoratet efter ansøgning fastsætte et andet beregningsgrundlag end indkomstgrundlaget (jf. bekendtgørelsens § 7), hvis det dokumenteredes, at bruttoindkomsten "på grund af længerevarende arbejdsløshed, langvarig sygdom, konkurs, betalingsstandsning, overgang til pension eller efterløn eller andre særlige forhold" var faldet væsentligt i forhold til den bruttoindkomst, som indgår i indkomstgrundlaget.
I direktoratets oprindelige afgørelse, stilet til skolen, som på (A's) vegne havde fremsendt ansøgningen, er anført, at betingelsen i bekendtgørelsens § 11 ikke ud fra det foreliggende kan anses for opfyldt. Det er tilføjet, at jobskifte ikke i sig selv er tilstrækkelig grund til at fravige hovedprincippet om indkomstgrundlaget som beregningsgrundlag.
I skrivelser af 4. april, 1. maj og 28. maj 1991 har direktoratet fastholdt sin afgørelse og samtidig uddybet begrundelsen for afslaget. I direktoratets seneste skrivelse samt i udtalelsen til mig er oplyst, at særlige omstændigheder efter bekendtgørelsens § 11 i praksis har været fortolket meget restriktivt (og derfor er udgået af den seneste bekendtgørelse). Efter praksis har det således reelt alene været de i bestemmelsen opregnede forhold, der har kunnet begrunde dispensation fra indkomstgrundlaget efter bekendtgørelsens § 7.
Afgørelser efter bekendtgørelsens § 11 om anvendelse af et andet beregningsgrundlag end indkomstgrundlaget beror på en skønsmæssigt præget vurdering. En sådan vurdering kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, kun kritisere, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Ved min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke kritisere direktoratets afgørelse.
Med hensyn til (A's) klage over direktoratets begrundelse for afgørelsen skal jeg bemærke følgende:
Kravene til indholdet af en begrundelse er angivet i forvaltningslovens § 24. Når afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen, ud over en henvisning til det anvendte retsgrundlag, indeholde en angivelse af de "hovedhensyn", der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.
Med hensyn til begrundelsen i tilfælde, hvor der kræves "særlige omstændigheder" eller lignende for at imødekomme en ansøgning, henvises til Juridisk Grundbog (1989) bd. 4, s. 173... .
I et tilfælde som det foreliggende, hvor der positivt er angivet en række omstændigheder, der kan begrunde imødekommelse af en ansøgning, men det samtidigt er tilkendegivet, at andre "særlige forhold" kan komme i betragtning, bør en begrundelse efter min opfattelse for at opfylde kravene i forvaltningslovens § 24 indeholde en konstatering af, at ingen af de opregnede grunde foreligger samt en meddelelse om, at det ansøgeren har anført ikke udgør sådanne særlige forhold, som efter praksis kan begrunde imødekommelse af ansøgningen. Hvis praksis, som i det aktuelle tilfælde, er meget restriktiv, bør dette efter min opfattelse tilkendegives i tilslutning hertil.
Jeg har orienteret direktoratet om min generelle opfattelse vedrørende omfanget af begrundelsespligten i et tilfælde som det foreliggende, men jeg har dog ikke fundet tilstrækkelig anledning til at formulere min opfattelse som en egentlig kritik af begrundelsen i (A's) sag.
Med hensyn til (A's) klage over manglende klagevejledning skal jeg bemærke, at myndighederne ikke har pligt til at give oplysning om, at en afgørelse ikke kan påklages til en anden myndighed, ligesom muligheden for at klage til ombudsmanden ikke er omfattet af pligten til klagevejledning efter forvaltningslovens § 25."