A klagede gennem sin advokat over, at Direktoratet for Udlændinge havde afslået en ansøgning om asyl efter udlændingelovens § 7, jf. § 53 a, stk. 3, idet direktoratet fandt ansøgningen åbenbart grundløs, og at Justitsministeriet ved skrivelse af 7. august 1991 afslog den ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 (opholdstilladelse af humanitære grunde), som advokaten indgav på familiens vegne. I klagen til mig anførte advokaten følgende:
"For asylsagens vedkommende omfatter klagen også det forhold, at der efterfølgende er givet afslag på genoptagelse af denne uagtet min klient har fremsendt dokumentation for, at han er idømt en straf af 15 års fængsel for forsøg på voldeligt oprør.
Det er skik og brug, at både Direktoratet og Flygtningehjælpen behandler genoptagelsesbegæringer helt standardiseret. Man beskæftiger sig slet ikke med indholdet, men stadfæster bare tidligere afgørelse. Dette er ikke i overensstemmelse med udlændingeloven, hvis der er totalt nye oplysninger, der er af væsentlig betydning.
Hvis ikke en totalt ny oplysning i form af dokumentation for en dom på 15 års fængsel for politisk oppositionsvirksomhed bliver realitetsbehandlet, kan man konstatere, at loven er sat ud af kraft.
Dette har intet med udøvelse af skøn at gøre."
I anledning af klagen modtog jeg sagens akter tillige med udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet, hvori myndighederne henholdt sig til de trufne afgørelser.
Det fremgik af sagens akter, at advokaten havde indsendt en kopi af en dom over hans klient samt en oversættelse af dommen med henblik på, at Direktoratet for Udlændinge genoptog sagen til fornyet behandling. Af oversættelsen fremgik bl.a. følgende:
"Amtsdomstolen i byen (X) har besluttet at afsige følgende dom over personen (A):
15 års frihedsberøvelse i overensstemmelse med § 95 som lyder som følger:
den som med det formål at omstyrte, undergrave eller svække magten i Folkerepublikken Bulgarien deltager i realiseringen af forsøg på med vold at tage magten i centrum eller lokalt eller i oprør eller væbnet opstand (idømmes; min tilføjelse) fra 10 til 20 års frihedsberøvelse."
Direktoratet for Udlændinge meddelte A, at direktoratet fortsat anså hans ansøgning om asyl for åbenbart grundløs. Direktoratet begrundede afslaget på genoptagelse på følgende måde:
"I anledning af Deres advokats skrivelse af 11.06.1991 samt bilag og 12.06.1991, hvori der anmodes om genoptagelse af Deres asylsag, har direktoratet påny forelagt denne for Dansk Flygtningehjælp, som har erklæret sig enig i, at sagen fortsat må anses for "åbenbart grundløs".
Direktoratets afgørelse af 02.11.1990, hvorved De meddeltes afslag på asyl, idet Deres ansøgning ansås for åbenbart grundløs, fastholdes herefter."
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:
"Direktoratet for Udlændinges afgørelse er truffet i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2 (som affattet ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986), jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3. Udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
"§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.
Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland."
Bestemmelsen i udlændingelovens § 53 a, stk. 3, har følgende ordlyd:
"Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet."
Ifølge flygtningekonventionen af 28. juli 1951 med tilhørende protokollat af 31. januar 1967 er det en hovedbetingelse for, at en person kan betragtes som flygtning i konventionens forstand, at hans flugt bl.a. skyldes "velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af ... sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser".
Ifølge de oplysninger, som advokaten indsendte til Direktoratet for Udlændinge, skulle hans klient være blevet idømt 15 års fængsel på baggrund af en bestemmelse, som kunne være udtryk for forfølgelse af politiske årsager.
I henhold til forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse som den foreliggende være ledsaget af en begrundelse. Begrundelsespligtens indhold er nærmere beskrevet i § 24, der har følgende indhold:
"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."
Ud over at direktoratet meddeler klageren afgørelsen, er der i skrivelsen givet den faktiske oplysning, at sagen har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, og at direktoratet har lagt vægt på dennes vurdering af sagen. Direktoratet har derimod ikke nærmere angivet, hvorfor de af advokaten indsendte oplysninger - herunder idømmelse af 15 års fængsel - ikke gav direktoratet grundlag for at genoptage sagen. Under hensyn til disse oplysningers karakter i forhold til den ovenfor nævnte hovedbetingelse for asyl efter flygtningekonventionen finder jeg begrundelsen ganske utilstrækkelig.
Jeg har meddelt direktoratet min opfattelse og har på denne baggrund henstillet til direktoratet at træffe en ny afgørelse i sagen og i den forbindelse overveje, om ansøgningen stadig betragtes som åbenbart grundløs, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3."
Jeg fandt herefter ikke anledning til at foretage videre vedrørende klagen over direktoratets afgørelse i øvrigt eller Justitsministeriets afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.
Jeg bad advokaten afvente direktoratets svar, før han og hans klient tog stilling til, om der var grundlag for på ny at klage til mig.
Direktoratet for Udlændinge orienterede mig med brev af 2. september 1992 om, at direktoratet efter en fornyet gennemgang af A's sag stadig ikke fandt, at A opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og at hans ansøgning fortsat måtte anses for åbenbart grundløs, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3.
Direktoratet oplyste ved afgørelsen at have lagt vægt på, at den danske ambassade i Sofia den 29. maj 1992 havde oplyst, at de fremsendte dokumenter var falske.
Direktoratet oplyste endvidere, at sagen på ny havde været forelagt Dansk Flygtningehjælp, der havde erklæret sig enige i direktoratets vurdering af sagen.
Jeg meddelte herefter Direktoratet for Udlændinge, at jeg tog afgørelsen til efterretning og ikke foretog videre i sagen.
Note: Opdateret pr. 19930723.