I forbindelse med en konkret klagesag om partsaktindsigt blev ombudsmanden opmærksom på, at en kommune havde givet forkert klagevejledning. I klagevejledningen stod der, at borgeren kunne klage over afgørelsen om partsaktindsigt inden fire uger, og at klagen skulle sendes til kommunen, som skulle genvurdere afgørelsen. Ombudsmanden indledte herefter en generel undersøgelse af kommunens klagevejledning i sager om aktindsigt.
Ombudsmanden udtalte, at klageadgangen i forhold til afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven er reguleret af reglerne i disse to love, medmindre der er et klart hjemmelsgrundlag for en anden regulering. Ombudsmanden bemærkede også, at bl.a. den sociale retssikkerhedslovs klageregler ikke gælder for afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven.
Der gælder ingen frist for at klage over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven. Det er desuden kun i sager om aktindsigt efter offentlighedsloven, at en klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen i sagen (remonstration). I sager om partsaktindsigt efter forvaltningsloven skal en klage derimod indgives direkte til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, anmodningen om aktindsigt vedrører.
Ombudsmandens undersøgelse viste, at kommunen i vidt omfang havde vejledt borgerne forkert om deres klagemuligheder i sager om partsaktindsigt. Kommunen havde fremadrettet ændret sin klagevejledning og ville samtidig undersøge, om kommunen havde afvist klager på et forkert grundlag.
Kommunens generelle oplysninger om klagevejledning i afgørelser om aktindsigt efter offentlighedsloven gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger.
(Sag nr. 20/01305)