En indsat i et fængsel blev ikendt fem dages strafcelle for ikke at efterkomme en fængselsbetjents anvisninger og for upassende adfærd. Direktoratet for Kriminalforsorgen stadfæstede fængslets afgørelse om strafcelle. Fængslet og direktoratet vurderede, at den indsatte havde handlet med forsæt.
Den indsattes advokat klagede til ombudsmanden over den ikendte disciplinærstraf.
Sagen rejste tre problemstillinger: For det første, om det var en fejl, at fængslet ikke havde gennemset videoovervågningsmateriale og afhørt en medindsat, der havde overværet episoden. For det andet, om fængslet og derefter direktoratet havde fornødent grundlag for at konkludere, dels at den indsatte objektivt havde realiseret gerningsindholdet om upassende adfærd og om ikke at følge personalets anvisninger, dels at han havde forsæt hertil. Og for det tredje, hvilken betydning det havde, hvis myndighederne ikke havde det fornødne grundlag for at konkludere, at den indsatte havde et sådant forsæt.
Det kunne efter omstændighederne i den foreliggende sag ikke give ombudsmanden anledning til kritik, at fængslet ikke fandt grundlag for at foretage gennemsyn af videooptagelserne eller vidneafhøring af den medindsatte.
Ombudsmanden mente imidlertid, at de tilvejebragte oplysninger ikke gav fornødne holdepunkter for myndighedernes vurdering af, at den indsatte havde handlet med forsæt.
Der var dog efter ombudsmandens opfattelse ikke udsigt til, at han ville kunne kritisere en vurdering, hvorefter den indsatte havde handlet med en lavere grad af tilregnelse end forsæt, men dog en tilregnelse, der ville kunne begrunde ikendelse af strafcelle. Ombudsmanden fandt derfor ikke anledning til at foretage sig mere i sagen.
(Sag nr. 18/03744)