Under en række tilsynsbesøg på psykiatriske afdelinger blev ombudsmanden bekendt med, at foranstaltningen ”skærmning til stue” (som på nogle af de besøgte afdelinger blev kaldt for ”miljøskærmning”, ”arealbegrænsning” eller ”refleksionstid”) på forskellige måder anvendes på afdelingerne.
Foranstaltningen er generelt kendetegnet ved, at en patient isoleres på egen stue eller et andet afgrænset areal med ulåst dør og eventuelt med en eller flere ansatte placeret som faste vagter uden for døren.
Ombudsmanden besluttede at rejse en generel egen drift-undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt der over for patienter på psykiatriske afdelinger på aftalemæssigt grundlag kan iværksættes skærmning til stue, og hvad der i givet fald skal til, for at der kan siges at foreligge et gyldigt samtykke til foranstaltningen.
Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at skærmning til stue efter omstændighederne vil kunne ske på aftalemæssigt grundlag ud fra en konkret, lægefaglig vurdering med et behandlings- eller sikkerhedsmæssigt sigte. Om aftalekonstruktionen bemærkede ombudsmanden bl.a., at der ikke er tale om, at patienten påtager sig en retlig forpligtelse til at handle i overensstemmelse med det aftalte: Patienten kan til enhver tid trække sit samtykke tilbage, uden at det vil have som automatisk konsekvens, at patienten dermed undergives et tvangsindgreb eller i øvrigt mødes med sanktioner alene som følge af, at hun eller han ikke handler som aftalt.
Herefter undersøgte ombudsmanden, hvad der i praksis skal til, for at der kan siges at foreligge et gyldigt samtykke til skærmning til stue. Ombudsmanden udtalte sig således bl.a. om, hvornår et samtykke kan siges at være frivilligt, og hvornår patienten har fået fyldestgørende information.
(Sag nr. 19/03995)