Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at Udlændinge- og Integrationsministeriet havde afslået at forlænge opholdstilladelsen til en alvorligt syg mand fra Afghanistan, som var blevet pålagt at rejse ud af Danmark.
Det centrale spørgsmål i sagen var, om manden, der led af en alvorlig sygdom, havde adgang til den nødvendige behandling i Afghanistan, sådan som denne vurdering skulle foretages i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, navnlig Paposhvili-dommen.
Det mente Udlændinge- og Integrationsministeriet, at manden havde. Efter ministeriets oplysninger var den nødvendige behandling tilgængelig i Kabul og kostede ca. 125 kr. om måneden. Manden var i 30’erne, fysisk velbefindende og uden nedsat erhvervsevne. Ministeriet vurderede også, at han havde et familiemæssigt og socialt netværk i Afghanistan, som ville kunne bistå ham.
Efter ombudsmandens opfattelse havde ministeriet inddraget de forhold, der ifølge Paposhvili-dommen skulle indgå i den samlede vurdering af, om manden ville have adgang til den nødvendige behandling. Ombudsmanden bemærkede, at den konkrete bedømmelse af disse forhold i første række relaterede sig til antagelser og forudsigelser om den faktiske situation i Afghanistan. Der var med andre ord tale om en bevismæssig bedømmelse, der havde karakter dels af en afvejning af modstridende bevisfakta, dels af en prognose. Ombudsmanden bemærkede endvidere, at han som udgangspunkt ikke kunne foretage denne bevisbedømmelse på en anden og bedre måde end ministeriet, som har særlige forudsætninger for at træffe afgørelser på området bl.a. i kraft af erfaring. Ombudsmanden kunne derfor kun kritisere ministeriets afgørelse, hvis der var særlige omstændigheder i sagen. Det kunne f.eks. være, hvis ministeriet ikke havde undersøgt sagen godt nok, eller hvis ministeriet havde anvendt bevisbyrderegler forkert.
Der var efter ombudsmandens opfattelse ikke sådanne særlige omstændigheder i sagen.
(Sag nr. 19/05829)