En borger klagede over, at en kommune havde givet landzonetilladelse til opførelse af en husstandsvindmølle på naboens grund. Afgørelsen kunne påklages til Planklagenævnet, og klagen skulle sendes til kommunen via en digital selvbetjeningsløsning (Klageportalen). I Klageportalen angav borgeren ved en fejl Miljøstyrelsen som den myndighed, der havde truffet afgørelsen, og Miljøstyrelsen videresendte først klagen til kommunen, efter at klagefristen var udløbet. Planklagenævnet afviste at behandle klagen.
Ombudsmanden udtalte, at det er et almindeligt forvaltningsretligt princip, at en borger, som fejlagtigt retter henvendelse til en forvaltningsmyndighed – der efter forvaltningslovens § 7, stk. 2, har pligt til at sende henvendelsen videre til den kompetente myndighed – normalt vil blive stillet, som om borgeren havde rettet henvendelse direkte til den kompetente myndighed. Det gælder, selv om den kompetente myndighed først modtager henvendelsen efter fristens udløb.
Ombudsmanden var imidlertid enig med Planklagenævnet i, at dette princip ikke generelt indebærer, at en klage altid skal anses for rettidig, hvis klagen på trods af korrekt og fyldestgørende klagevejledning indgives til en forkert myndighed inden for klagefristen, eller at der altid skal gives oprejsningsbevilling, uanset om der foreligger undskyldelige omstændigheder. Ved vurderingen af, om der skal ses bort fra en overskridelse af klagefristen på trods af korrekt klagevejledning, udtalte ombudsmanden, at der kan lægges vægt på bl.a. længden af overskridelsen, afgørelsens betydning for klager og baggrunden for, at klagen blev indgivet forkert, herunder undskyldelige omstændigheder. Det må også indgå med betydelig vægt, om der er modstående hensyn til tredjemand. Der kan desuden tages hensyn til, om det kan bebrejdes myndigheden, at klagen ikke blev videresendt til rette instans, før klagefristen udløb.
Ombudsmanden foretog en samlet vurdering af omstændighederne ved den fejl, som borgeren havde begået, den klagevejledning, der var givet, og de modstående hensyn til tredjemand. På den baggrund fandt han ikke, at han kunne kritisere Planklagenævnets afvisning af at behandle klagen.
(Sag nr. 19/01224)