Under et tilsynsbesøg på Sikringsafdelingen blev ombudsmanden bekendt med en ordning, som blev brugt i forhold til to patienter, der var under udslusning til fællesskab, efter at de havde været undergivet døraflåsning i medfør af psykiatrilovens § 18 a. Ordningen indebar, at det efter ophævelse af døraflåsningen var blevet aftalt med de pågældende patienter, at de ikke selv måtte forlade deres patientstuer, men at de skulle lave et dørkald og derefter ville blive hentet af personalet, når de skulle ud i fællesmiljøet. Ordningen er i det følgende omtalt som ”udslusning fra døraflåsning”.
Ombudsmanden besluttede at rejse en generel egen drift-undersøgelse af ordningen.
Undersøgelsen vedrørte i første række et generelt spørgsmål om, hvorvidt der over for patienter på Sikringsafdelingen på aftalemæssigt grundlag kan iværksættes udslusning fra døraflåsning.
Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at udslusning fra døraflåsning efter omstændighederne vil kunne ske på aftalemæssigt grundlag ud fra en konkret, lægefaglig vurdering med et behandlings- eller sikkerhedsmæssigt sigte. Om aftalekonstruktionen bemærkede ombudsmanden bl.a., at der ikke er tale om, at patienten påtager sig en retlig forpligtelse til at handle i overensstemmelse med det aftalte, idet patienten til enhver tid kan trække sit samtykke tilbage, uden at dette vil have som automatisk konsekvens, at patienten dermed undergives et tvangsindgreb eller i øvrigt mødes med sanktioner, alene som følge af at hun eller han ikke handler som aftalt.
Herefter undersøgte ombudsmanden, hvad der i praksis skal til, for at der kan siges at foreligge et gyldigt samtykke til udslusning fra døraflåsning. Ombudsmanden udtalte sig bl.a. om, hvornår et samtykke kan siges at være frivilligt, og hvornår patienten har fået fyldestgørende information.
(Sag nr. 19/05228)